Indian Summer

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Et bortgjemt, litet sommerhus ved havet,
som nu i høstens tid er vinløvdækket.
Og de, som bor der, hører bølgebrækket
ved nat, ved dag. Det gir ens tanke ro
at sovne i dets brus, naar man er to
for av et dagpust atter at bli vækket.

Septembersol med rappe, gyldne stænk . . .
Der sitter de og tier paa sin bænk.
De har vel snakket ut. I aldrens skygge
forstaar vi uten ord, da er vi trygge.
Et smil bekræfter, og et haandtryk freder.
Her trænges hverken favntak eller eder.

Og utenfor gaar havet aapent, frit.
Det smyger sig langs mørke, steile kyster
og vugger godveirsstemt de skumgraa bryster
og lar sig kjæle for av solen, vinden.
Man har erfaring, vet jo, at om litt
tar blasten til, da gaar det uveirshvitt,
bestandig skiftende som elskerinden . . .
Hum siler i et minde, som er blit:
Den gamle strid imellem manden, kvinden.

Var hun som havet, saa var han en kyst,
hvis bratte reisning vakte uveirslyst.
Hvad gagner løfter, hjepler dyre eder?
De taalte sjelden lyset, naar av hav
en dag paany steg op med friske krav,
med nære sorger og med fjerne glæder.
Og atter griper vi vor vandringsstav,
mens onde ord, kanhænde taarer falder.
Det nære fattiggjør, det fjerne kalder.

Hvad gagner eder, hvisket bryst mot bryst,
naar dag har kjølnet dem i uveirslyst?
Hun sier med sit smil: «Har du det godt?»
«Naturligvis. Hvor alt idag er blaat!»
Saa gaar de begge langsomt op mot huset,
i høstens klare sol et vinløvsmykke,
og nyter stundens høstlig-klare lykke
til mindende musik av bølgesuset.