Jeg er nu saadan jeg!
Hvad er det for en gil Musik
hver Aften i din Top?
Den mine mørke Grene fast
til Glæde vækker op.
Det er en munter Biesværm,
som jeg har givet Læ;
og siden knapt i Skoven er
saa lykkeligt et Træ.
Jeg har Musik den hele Dag
blot for jeg den tillod,
at slikke sig lidt Honning af
min Krones Overflod.
Hver Green er fuld af Virksomhed,
og hvert et lidet Blad,
hvor dovne Larve forhen krøb,
er bleven Flidens Fad.
I Hakkespettens tomme Hul
er Vox og Honning skjult.
Nu synes jeg mit Bryst har faaet
et Hjerte ømhedsfuldt.
Aha! du lader Fremmede
din Sødme suge ud?
Før bryde Stormen af hos mig
de søde Foraarsskud!
Og alt mit gyldne Støv jeg før
udslaaer for Veir og Vind.
I mine Skygger slipper jeg
ei slige Gjæster ind.
Min Terpentin som smeltet Sølv
paa Fjeldet rinder ned.
Saa har den gjort i hundred Aar
og skal i Evighed.
Slip Bien til! En Kage Vox
han lægger dig igjen.
Hvad Vox? hvad Honning? Hundred Aar
jeg levte uden den.
Jeg er mit Lands Repræsentant.
Af Tanken om det Hverv
jeg lever blot, -- for Andre har
jeg derfor ingen Skjerv.
Forjag da Liv og Virksomhed
og Livets Lyst med dem!
Og bliv i andre hundred Aar
kun Fattigdommens Hjem!
Paa Kjærlighedens gjæstfri Fad,
om nøisomt, uden Pynt,
bestandig findes lagt igjen
Taknemlighedens Mynt.
Giv Saft -- igjen du Honning faaer!
Giv Ly -- du faaer Musik!
Giv Frihed, mørke Gran! -- du faaer
det Liv, du seer jeg fik.
Hør hvilken Lystighed der er
hist i den gamle Lind!
Han har, som jeg, den lille Ting:
et gjæstevenligt Sind.
Der sværme Bier, som hos mig,
frit rundtom i dens Top.
Hver Green er som en fuld Fabrik,
hvor Rigdom dynges op.
Og Pilen, Rognen -- se dig blot
omkring du kloge Gran!
Exempler rundtom vise dig
en bedre Lykke an.
Har Dovenskaben ei en Smag
af Sødme -- har den ei?
Og Eensomhed ei sit Behag?
Jeg er nu saadan Jeg!
