Kveldsol skinner

Kveldsol skinner paa regnvaatt løv.
Det er midtsommertid
og mit hjertes strid
endt.
Igaar er det rareste hændt.
For hun lovet mit, at -
For har lovet mig, at -

Ubesunget er du skjærest!
Fjernest er du tidt mig nærest!

Hun har lovet mig, at
jeg skal se hendes deilige ansikt i nat.

Og hun satte en blomst i sit haar,
da hun gav mig sit løfte igaar,
og det forsket saa dypt hendes blik,
da hun saa mig i øiet og gik.

Et blekt, litet maanegry tændt . . .
Se, nu drysser det skjælvende støv
over nytoet, nysprunget løv.
Ja, nu er det rareste hændt!
Har jeg noen gang oplevd det før?
Jeg gaar som bak drømblaa slør -

Jeg maa vist ha oplevd det før.
Men naar? Jeg er het og ør.

Ubesunget er du kjærest!
Jeg vil nynne mig en sang . . .
Kjærest,
nærest,
mens jeg lytter
med hver nerve spændt til sprang.
Det er tid, du kommer nu,
kjære, søte, lille du!

Jeg vil nynne dig en sang:
Ubesunget er du kjærest!
Fjernest er du tidt mig nærest! -

Det er ingen drøm, jeg har hat.
Jeg skal se hendes ansikt i nat.