Maaneskin

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Johan Sebastian Welhaven

I Vesten stod det sidste Skjær
Af Aftensolens Luer,
Og Sky ved Sky, lig Engles Hær,
Med røde Kinder, gyldne Fjær,
Laa samlede i Buer.
I Østen stod alt Maanen blank,
Og Taagen bævede og sank
Fra Fjeldets lyse Tuer.

Og Somren i sin Drømme-Krog
Laa hyllet halvt af Taagen;
Saa salig mat den aabned dog
Det slummertunge Øielaag,
Og titted frem af Krogen.
Den lignede et dysset Nor,
Som Eventyrets sære Ord
Har atter tryllet vaagen.

Saa kvægende var ingen Dag
Som denne Aftenhvile;
De blide Alfers Vingeslag
Formildede mit Hjertenag,
Og fjerned Sorgens Pile.
Jeg saa, hvor Graneskovens Fe,
Der bærer Nordens Savn og Ve,
Til Slutning maatte smile.

Det røde Skjær om Venstens Kyst
Med Skyers Englevinger,
Det minder om min korte Lyst,
Der bævende og øm og tyst
Sin Afskeds-Hilsen bringer.
Men Natten bliver dog ei mørk;
Thi over Fjeldets steile Ørk
Sig Sølvermaanen svinger.

Og i det blide Maaneskin
Staa min Erindrings Lunde;
Der vandrer jeg med lettet Sind,
Mens Duggen falder fra min Kind
Paa blomsterrige Grunde.
Jeg ved en Røst, som hvisker der:
"Din dybe Vemod vilde her
Ei slumre, om den kunde."