Martsnatten

Det drypper fra renden
sørgmodig og mat.
Jeg lytter ved nat
til draapernes klang.
Det er som en sang.

Var dette saa livet?
Begyndte med fryd
i sølvdraapers lyd . . .
Ak, snart er det slut!
Fortæret og brutt!

Jeg dækker mit ansikt.
Hvor er jeg forlatt
og dødstræt i nat!
som klagende ord
det brister mot jord.

O, gjem mig, du mørke,
som utenfor staar!
Hvad skal jeg med vaar,
som solskyers flukt,
naar drømmen er slukt?

rundt om mig saa ødslig,
saa ængstende stilt.
Kun drapaens: Forspildt!
En saar melodi.
Forspildt og forbi!

Og ordene smelter
ihop til en sang
av taarer, som sprang.
En hulkende sang
om jordlivets gang.