November

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Johan Sebastian Welhaven

Solen skinner bleg og mat,
Skyen iler mørk og truer;
Al Naturen gruer,
Lig en Vandrer mod den nære Nat.

Taus er Lundens Buegang;
Spurveflokken klynker ene
I de tætte Grene,
Hvor den glade Sangers Tone klang.

Træet hæver sig forladt,
Som et Gjenfærd, i sin Blomsterhave.
Paa Kjerminders Grave
Gror der Skimmel nu og Paddehat.

Over Land og over Sø
Haabets sidste Smil er slukket;
Høstens Fe har dukket
Med sit sidste Smykke under Sø.

Bag den nøgne Nøddehæk
Ligger Skibet træt i Havnen;
Maagen kun og Ravnen
Holder Udkik paa det øde Dæk.

Hvilestunden nærmer sig;
Medens Jorden syg sig vaander,
Komme Søvnens Aander,
Svøbt i Taagens dunkle Flig.

Søvnen klæder Jorden smukt,
Med de mange sære Drømme;
Der er Demantstrømme,
Der er Sølverskov og Perlefrugt.