Ragne hallingpiges vise

      Ragne var fattig; maa ud nu at tjene. Gud trøste min Moder,
som nu blier saa alene.

      Farvel min gamle Fader! Farvel lille Søster! Jeg gaaer nu
til Byen, som lidet jeg lyster.

      Farvel min lille Broder! Farvel Allesammen! Jeg skriver
jer til naar jeg kommer ned til Drammen.

      Farvel gamle Stuen! Farvel gamle Laden! Farvel gamle
Stabur med Spiret ovenpaa!

      Farvel Hallingdalen med Fjelde i Skyen! Jeg seer dem (men
ikke med Øjet) i Byen.

      Farvel gamle Fjøset! Farvel alle Kjørene! Men pas Den,
som gjæter, at gaae omkring Myren!

      Farvel Pellegjeden min! Farvel alle Faarene! Pas nøje at
kaue som Ragne kauede.

      Da komme de -- veed jeg -- saasnart det lider til Aften,
som om de, liig Huldras, sprang frem af Bjerge og Steenheller.

      Farvel Bjellekoen, Guldblomma og Maane. Nu raaber ikke
Ragne mere sit "Kubaane!"

      Men skulde jeg gaae før jeg havde kjertegnet Blomma? Den
Stakkel forstaaer af min Stemme, at jeg sørger.

      Hun tænker paa mig mere end Han og de Andre, som svore
at komme naar jeg skulde til at reise.

      Nu kommer der jo Ingen? Men meest maa det nage, at Han
skal være en Bedrager som de Andre.

      Og Ragne bøjer sit Ansigt mod "Blomma," forat ikke Moder
skal see hvor Taarerne strømmede.

      Hvor venlige Øjekast kan "Blomma" sende! De synes at
spørge: hvad feiler der hende?

      Hvor blanke som Speile! Hvor store og sorte! Hvor bundløs
en Kjærlighed de aabenbarte!

      Der syntes at staae skrevet med Glands af en Stjerne: o kunde
jeg gjøre dig Glæde! hvor gjerne!

      Der saa hun sig selv, og der bagom . . hvad seer hun? Nys
græd jo Ragne; nu leer hun i Barmen.

      Der stod jo i Guldblommas Øje Endre bag Pigen, den Ene af
Alle, som hun ventede?

      Den kom vel, som havde det hedest om Hjertet. Guldblomma!
du forærte Ragne en Kjæreste.

      En Viisdommens Brønd blev dit Øje for hende. Nu kunde
hun Den, som var trofastest, kjende.

      Guldblomma! du betalte hende al hendes Godhed, da Beileren
afmalte sig i dit Øie.

      Mon Himlen har Engle saa smaa og saa glade, som de der
nu bade sig i Guldblommas Øje?

      Der viste sig To ved hverandres Barm, og bagom stod Moer
og puffede den Gamle paa Armen.

Fra Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. Bind 1833-1841