Soiree-Billeder
1.
En Soiree er nu for Tiden
lagt an i meget høie Sving;
med Kunſt, Talenter og med Viden
man virker der enorme Ting.
Selv Epiſoden af en Vals
maa vige for den nye Mode.
Man bruger nu iſær ſit Ho’de,
ſin Fingerſtyrke og ſin Hals.
Man veed ei ret hvor man er kommet
til en ſaa høiſt forfinet Sands,
der ytres ſtundom, ſkjønt forblommet,
en Angſt for denne ferſke Glands.
Kulturen var her i en Ruf,
og trued os fra alle Kanter
med Spil, med Stads, med Guvernanter,
med Smag, der tages maa paa Puf.
Men inden man er rigtig hjemme
i denne nye Herlighed,
man ſidder ofte nok i Klemme
med hvad man veed og ikke veed.
Hvor høit ſkal nu vor Fiinhed gaae;
er Luften her maaſkee til Hinder?
Hvad fordres der af Mænd og Kvinder
i denne ſtille Verdens Vraa?
Lad kun en ret moderne Aften
paa denne Tvivlen give Svar.
Der mærkes Sødmen godt og Kraften
af Frugt, ſom ingen Jordbund har.
Den Væxt, der blot vil ſpire fri,
af Livets egne Kilder ammet,
er der en duftløs, tungt annammet
og halv forſtaaet Theori.
Der ſpilles, ſynges og parleres,
man har det juſt ſom i Paris;
blot at i Alt hvad der præſteres
vi dumpe paa vor egen Iis.
Hvor er vort Selv, hvor blunder det,
mens vi paa disſe Høider vandre
og ſpille Farcer for hverandre,
og give alſkens Roller ſlet?
Ak, mens vi disſe Tilſprang gjøre
til altfor Meget fra for Lidt,
vi ſtandſe i ſaa mangt et Røre,
der koſter os Tilbageſkridt.
Her taber Kvinden Yndets Duft
og disſe ſine Hjerteblade,
der alt i Spiren tage Skade
ved vor forceerte Drivhuusluft.
Og Herrerne — hvad vil man vente
paa deres Vei, der falder trang;
hvorfra ſkal de Dresſuren hente
i deres norſke Skolegang!
De tænke viſt: det kommer nok,
og, halv brutale, halv geneerte,
halv raae endnu, og halv blaſeerte,
de danne her en ſælſom Folk.
En Dame i de Fyrgetyve,
blev nylig greben i et Suk:
hun lod ſin Sjæl tilbageflyve
til Fordumstid da hun var ſmuk.
Hun ſagde: „Ak, jeg ſidder ei
med Lyſt i dette nye Myller.
Hvor finder jeg de ſmaae Idyller,
der vinked paa min Ungdoms Vei!“
2.
Der kom en Stands i Soireen,
da Præſtens Datter traadte ind;
og Sladdren, der gik om til Theen,
blev ſtum ved hendes lette Trin.
Den fine Alf paa ſexten Aar
var foſtret i de grønne Dale,
og i vor vinterlige Dvale
vi ſtudſede ved hendes Vaar.
Det nytter lidt paa Prent at tegne
den Yndets Form, vi dvæled ved;
den træffes ei, om allevegne
man henter Ord for Deilighed.
Af Epitheters Overflod
jeg vælger kun hvad ſnart er givet:
hun var ſaa rank og let ſom Sivet
og hvid og rød ſom Melk og Blod.
Hvor ſtrengt blev hendes Skjønhed prøvet
i vore Connaisſeurers Kreds!
Der var dog intet Blik ſaa øvet,
at det jo her fandt ſig tilfreds.
Skjønt overalt blot Ros kom ud,
man var dog ivrigtſt i at hylde
de mørkebrune Lokkers Fylde,
der bølged paa Blondinens Hud.
Men hvad der klareſt laae for Øie,
og hvorpaa mindſt blev givet Agt,
var hendes hele Væſens høie
og dog naive Tryllemagt.
Hun ſtod med en uſynlig Krands
i denne feſtligſmykte Skare;
thi kun om hende laae den klare
og milde Kvindeligheds Glands.
Med Undren hendes ſøde Blikke
paa Salens Herligheder faldt;
men hun alene mærked ikke
det Blik, hun mødte overalt.
Hvor hun tog Plads, hun kaldte frem,
ſom til ſin Vagt, en Dameklynge;
man maatte troe hun kunde ſlynge
et magiſk Baand om alle dem.
I hendes Ords og Blikkes Adel
laae der en Sjæl af reneſt Art;
fager og fiin og uden Dadel
hun blev Salonens Dronning ſnart.
Man bar med Lyſt det lette Aag,
og tænk — hvad allermindſt man venter —
det ſpurgtes ei, „har hun Talenter,
og er hun flink i ſine Sprog?“
Eet manglede endnu den Hulde,
og det var Elſkovs ſøde Drøm.
Ja, Blikkets Sjæl, den ſtraalefulde,
hang end ved Alle lige øm;
man vidſte om den røde Mund,
at ei den kjendte Længſelſukket,
man ſaae, at dette Bryſt var lukket
og bankede af Glæde kun.
3.
Dog — Amor kom; men den moderne,
den matte, vingeløſe Gud,
der træffer Manden i hans Hjerne
og ridſer neppe Kvindens Hud.
I Soireen er hans Hjem;
der vrider han ſig halv beleven,
og ſtundom, næſten tvær og treven,
han ta’er de ſløve Pile frem.
Han rammed dennegang en Herre
af den bekjendte Prima-Sort,
hvis Liv betegnes med „desværre!“,
hvis Krop er lang, hvis Sjæl er kort.
Hvor denne Herre gjorde Cour,
var Damen ganſke viſt i Mode;
tre Ting ved ham blev’ kaldet gode:
hans Arv, hans Heſt og hans Figur.
Da Dalens Roſe gjorde Lykke,
erklæred han ſig ſkudt med Eet.
Hans Venner kaldte det en Nykke
og meente, her kom han ei vidt.
Han bad dem blot at give Taal,
og ſagde: „Lad det være vovet:
før vi har Juul er jeg forlovet!“
og gjorde derom Væddemaal.
Og Væddemaalet har han vundet,
ſkjønt Ingen rigtig veed hvordan,
og hun — har kæmpet og har fundet
ſin Vaarſol ſlukt ved Ørknens Rand.
Uagtet Intet er ſaa raat
ſom dette Ran i Vaarens Eden,
vi holde Sværdet dog i Skeden;
„Partiet“, hedder det, „er godt“.
Thi vi har glemt de gamle Lexer
for Lykkes nye ABC.
Hvad er et Lykkekaſt med Sexer?
Ak, det er ſtadig Soiree!
I Nordens tarvelige Krog
vi ſværme for en Pragt-Etage
for Jæger, Groom og Eqvipage,
og tage Reſten ſom et Aag.
Skal jeg Romanen her begynde
med Spillen paa den gamle Stræng
om Uſkylds værgeløſe Ynde,
og om Familiens Overhæng?
Skal ſaa en Elſker trækkes hid,
der ſætter Fruens Barm i Flammer,
mens Ægteſkabets øde Jammer
fordobler hendes Angſt og Strid?
Jeg tier heller her, og dølger
den tidtbeſkrevne Sjælenød.
Man kjender disſe bitre Følger;
det er den gamle, ſene Død.
Dog — for et ſtille, kjærligt Sind
er der et Syn, ſom dybt vil ſaare,
naar Sorgens eller Angrens Taare
har furet Roſenblommens Kind.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer