Sommerens saga - IX. OKTOBER
Kjølig er luften. Bjerken staar gul.
Hvorfor saa tung og dødsstille rundt mig?
Ikke i løvet en eneste fugl,
som sin hyldest har undt mig.
Flimrende, dirrende hvilte før
over mit liv som et drømvirket slør.
Sløret, det gyldne, er revet itu.
Fattig i vindene staar jeg her nu.
Mot syd!
I længsel vi kom. Med længsels klage.
Nu er det tid at drage
uten en lyd.
I fryd
sprang vi mot sollyset ale, alle.
Nu er det tid at falde
uten en lyd.
Uten lyd.
Jeg er den siste av somrens lyrer.
Døgnet rundt lekte og sang jeg i engene.
Og vi er de smaa, de stræbsomme myrer,
som trutt slog for mat, ikke paa strengene.
Alt, jeg elsket, det skulde jeg miste.
Med haand paa hjertet jeg sang til det siste.
Alt, du elsket, det skal du miste.
I tue vi gaar mot søvnen og føden.
Sanger av somren! Nu er det døden.
La sol, den utro, kun slukke sin lue!
Vi har det hjemmelig her i vor stue.
Nu er det døden.
Alt, jeg elsket, det skal jeg miste.
Jeg visste det ikke, aa jo, jeg visste,
at skjønhet maa dø og elskov briste . . .
Kun ikke jeg -
Klæ dig i vadmel og gaa din vei.
Kun ikke vi -
Forbi. Forbi.
Jeg var den siste.
Læg dig til hvile, du trætte jord.
Nu har du lov til at blunde.
Ydet du har, hvad du kunde.
Jeg hyller dig i mit flor.
Luk jer, I graadige munde!
