Strada Roma

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Jeg gik paa Stranda Roma i Neapel,
den glædens by, som solbestraalet stiger
av hav og lys og sløvskum som gudinden,
vor fælles Venus, da i morgenvinden
for første gang hun lo sin blanke latter
ut over jordens skjønhetstørste riker.
Jeg gik paa Strada Roma, hvor man skriker,
hvor sydens osl i himmelsk naade skinner
paa æsler, prester og paa faldne kvinder
og rik og gavmild purpurtraader spinder
i proletarens pjalter, der han hviler
sig op til slottets mur og livsstolt smiler . . .
En livsduft over al den vilde vrimmel,
et skrik av solfryd mot den hete himmel --
Og jeg skrek med, som om jeg her var hjemme
og gjenfandt makten i min egen stemme,
dens glans, dens klang. Jeg jublet ut av mindet
hver tæringssyk rebel, hvor han dydsblek spøker
i vore kirker, hjem og trætte bøker . . .
Jeg skrev dem ut i solens brand og væltet
mig i en vaarrus, i en storm av kræfter,
som intet vilde, intet higet efter.
Blott latter, latter! Til det hele smeltet
ind i en farvedrøm, og æsler, prester,
jeg selv og alle Napolis banditter
til lyden av det døende orkester
mot himlen bares i et straaleglitter,
og mørket faldt. Og skal jeg være ærlig,
er kvinden i Neapel skjøn og kjærlig.

Og skjøn og kjærlig drak jeg gul falerner
og skaalte med de store, stumme stjerner.

Mén hvad I vil! Her er dog sandt for dyden
et paradis for mig og for min like.
Ja, gud velsigne lasterne og syden,
hvor man kan elske, drikke vin og skrike!