Strofe

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Og netop, som de kastet sig ud paa vingen
de trækkende gjæs, de svaner, lærker, svaler
fra Nilen og den høie Ptas portaler -

saa jeg en nordisk lind blandt sne og stene,
bøide en gren og slap den, saa det raste
et skred av lys gjennem alle de tomme grene!

Tusinde knopper tøiet de tørste hoder,
aabnet de grønne neb med spidse tunger
mod den tidlige, ødsle, gyldne moder - -

gabende frem saa fugleunge-blinde,
komne paa gren, før nogen fugl har sunget -
trækfugle vel fra dulgte land derinde -

derinde i vintersevjernes skjulte Syden,
fra strimer av dunkel orient og sommer,
der saftens hellige Nil i grenen flommer!


- - -


Herlige møte for mig i foraarsgyset!
Knoppernes lubne rygge straaler, svømmer
paa fine, grenede fár igjennem lyset - -

Og imod mig, som spørhvad kan jeg gjøre,
summer det i et mylder«væk av solen!»
Lyt gjennem maanenætterne, skal du høre:

høre de andre fugle fra andre lande
trænge som levende knopper gjennem natten
og spile de hvilte vinger imod dagen -

og ogsaa vi maa møde paa fine vinger,
men véd du, kjære, hvor blomsterne langs trærne
rykker i roten og selv vilde flyve gjerne -?

flyve fra gren til gren og selv fornemme
som fri og flyvende fugl i maaneskjæret
sin elskedes neb og fine dun og stemme!

Men vi er fastgrodd, og til frugt fortørket
hænger vi selvdøde hen, og uden møte
synker vi alle glødende ned i mørket - -

Men dybt ved drømmenes fjerne aa derinde
myldrer der slægt av os, smaa badende kimer,
som nyder den evige sommers korte timer; -

ved livets egen, kjære, hellige kilde,
bagenom mørket, sidder de hen i sivet
i ædel, uskyldig advént, saa bly og stille -

- - -