Taarnvinduet
I Taarnets Dyb, hvor Skimlen groer
saa grøn som Troppens Digterflor
(skjøndt neppe nok
den nærer slig en Utøjsflok,)
en Dag blev Liv og Fryd og Sladder
imellem Tusindbeen og Padder.
Fiirfislen fik som Ild i Enden,
og opad Væggen blev en Renden;
Tykbugede Korsedderkop,
-- endskjøndt sit Huld dog lidt trangbrystig --
blev, trods sit skumle Lune, lystig,
og Væven dirred af dens Hop.
Alt kom deraf, at liden Lop,
som ind og udad kunde liste
sig af en Sprække, som han vidste,
saa tidt om Morgenen man Bladet
af Efeven derudenfor
fandt langtfra reent af Duggen badet,
nei, slimet til af Froskens Spor . .
. . alt kom deraf, at engang den
med saadant Bud krøb ind igjen:
"Fryd eder Kryb!
Nu bli'er først hyggeligt vort Dyb!
Vinduet hist, hvorfra saa tidt
skarpøjet Dag med Frækhed blikked
og al vor stille Iid bekikked,
skal mures til med Steen og Kit!
skal mures til med Steen og Kit!"
"Skal mures til med Steen og Kit!"
Hvad Under vel om Frosk og Sleve
gjentog de Ord, om noget tidt,
og lagde til, Enhver paa Sit
(som visse Folk, da Budskab lød
om gamle "Borgers" sikkre Død):
nu blier det Moro først at leve!
"Men hvad -- saa gammel Padde sukked
der mangled ikke paa Forstanden --
om Vindvet man paa een Kant lukked
kun forat aabne det paa anden?"
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer