Til Erika Lie.
Når de norske egne
sig i toner tegne,
er der ikke fjælde allevegne, -
også lange sletter,
som i sommer-nætter
dug-glans imod morgnen sætter.
Også store skoger,
som i lange våger
hele Glommen-dalen skyller over, -
også grønne lider,
som isammen glider
lyst og let til alle sider.
Ej alene havet
i en storm opkavet
og med nøgne skær af sprøjt begravet, -
også blanke sjøer,
også muntre øer,
hvor man både sår og høer.
For at åbenbare
alt det fine, klare -
som i sol en nordlandsk fugle-skare
eller alle render,
når et nord-lys brænner, -
dertil må der pige-hænder.
Dine kom og tog det,
som et gensyn slog det,
billed efter billed, når du jog det
op af digter-ånden,
hvor i længsels-vånden
det lå spænt, til du gav hånden.
Far og mor, som hjemme
kunde tidlig stemme
instrumentet i dig selv og fremme
disse tone-drømme,
nu så liflig strømme, -
gav dig vældet, du skal tømme!
Snart i lette ringe
ser vi blinke, svinge
funker, som af faders lune springe;
snart vi kenner nøje,
spejlet fra det høje,
moders vemods-store øje.
Barne-sjælens strænge
holde stemning længe,
så dens tro må gennem livet trænge
ren som tone-talen
gennem fest-lys-salen,
blonde mø fra Glommen-dalen!
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer