Til den smukkeste pige i hallingdalen

      Unævnt skal Hun være af mig, Hun, som skal bære Prisen,
saa desflere smukke Øine kunne straale i Hallingdalen, og des-
flere fagre Kinder kunne rødme som Rosen i Solen; thi der ere
mange saadanne fra Næs og alt til Goel.

      Og hvor findes vel den smukke Pige, som ikke troer om sig
selv, at hun er den smukkeste af alle, ligesom Guld imellem
Sølv, ligesom en Birk imellem Graner, at det er umuligt, nogen
Anden kan være meent, naar der tales saa af mig?

      Hun, jeg mener, har Øine som Markens Blaaklokker glim-
rende i Morgenduggen, Tænder som Melk at see til, Smilehuller
som det Indhule i et Rosenblad, og en Stemme klingende som
naar en Guldring svæver i en Sølverskaal.

      Hendes Farve er den hvide Jøkels Rødmen i Morgenens
Brand. Haaret bærer hun i en Krone, omflettet med røde Baand.
Det er gyldent som et Solskin, sidt som en Dronningkaabe. Var
jeg en liden Blomst, vilde jeg døe deri.

      Vever er hun som Bækken, rank som en eenstammet Siljevaand.
Ligesom trillende Kugler gaaer Arbeidet under hendes flinke Haand.
Græsstraaene ere som Staalfjedre under hendes lette Fod. Tænk
Dig hende da i Dandsen; dands med hende, har Du Mod.

      Gjerne synger hun af et glad Hjerte, med Tryllemagt, som om
Huldras bedste Langspil var lagt i hendes Barm. Og hun kjender
flere Melodier end Sangdroslen, som har saa skarp Hukommelse.
Men jeg behøvede nok flere Viser, før jeg fik hende noksom rost.

      Ejede jeg Guld og Sølv, skulde jeg vel give hende saa prægtig
en Brudekrone, som det kunde lyse af. Men, da jeg bare ejer
Vers, hvem Anden skulde de da vel tilhøre end den smukkeste
Pige, jeg saae i Hallingdalen?

Fra Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. Bind 1833-1841