Valborgsnat paa havet.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Det er nat paa vide vande
langt fra lande, langt fra lande.
Valborgsnat saa lys og skjær.
Lavt mod nattehimlens rande
ryger dagens røde brande,
og om verden fjernt og nær
tindrer tusen stjerners hær.

Nat henover vide vande


Og det hulker i mit sind
og fra havet saart det sukker.
Nattens store sorte vemod
tæt om mig sit mørke lukker.

Og snart klagende, snart ømme
toner frem i dunkle strømme
alle lange dages længsel,
alle lyse nætters drømme.


At du dog har kunnet glemme -
rive majens sang af sinde.
At du dog har kunnet skjænde
alle lyse nætters minde.

Du, som havde livets skjære
vemodshvide timer prøvet.
Du, hvis øine kunde skinne
saa forunderlig bedrøvet.

Og nu sprætter atter løvet
langt herfra i lyse lunde.
Og jeg stirrer ud i natten:
At du kunde! At du kunde!


Men i denne dybe nat
udpaa havets vidder vilde
stiger frem dit lyse hoved
tungsindbøiet, drømmestille.

Men det er ei nu som før:
Mangen tungsom dag er runden,
vegt og taaresløvt er blikket
og et stivnet skrig om munden.


Du stirrer i taushed paa mig
og taarerne glimter i øiet.
Din kind er saa hvid og alvorlig,
dit hoved saa blegt og bøiet.

"Jeg elsked dig, kjære, kjære,
høit over alt paa jord."
Du ryster dit blege hoved
uden et klagende ord.

"Du var mine deømmes dronning,
du var al min længsel og lyst."
Da hulker du tungt og længe
med hovedet skjult mod mit bryst.


Og jeg ser dig ind i øiet, -
dette store, trætte øie, -
og din hvide barnepande,
den uskyldige, den høie.

Og jeg ser de unge læber
bæve i en kvalfuld kvide.
Og jeg ser de trætte øine,
hvor de længes, hvor de lide!

Læn dit hoved ind til mit,
lad de lyse drømme falde.
Verden er saa jammerfuld,
du og jeg og alle, alle!


Og nu sukker nattens vind
og det hulker i mit sind.
Alle blege stjerner skinner,
og de vaagner alle minder.

Det er nat paa vide vande
langt fra lande, langt fra lande,
over verden, fjernt og nær.
Og med haanden mod min pande
stirrer jeg mod havets rande,
mindes atter kjendte strande
og min vaartid fin og skjær,
hende, som jeg havde kjær -

Valborgsnat paa vide vande.