Ved dansen

(En drikkevise)

For Pokker, du dumme, trolose skam, —
staar du nu atter og glemmer
at hade de hvirvlende pigebarn,
hvem skoene aldrig klemmer!
Kom — kroen er ordet, og ikke grin!
Det hændte vel før, at kroen,
trods alle dens sumpede, fede svin,
som lædsker sin lede i øl og vin,
blev kirke for drømmen og troen!

Vi tar os et bæger i lindelund,
mens pigebenene danser!
Jeg ser, at den længter mod kys, din mund,
men følg nu mit venlige raad en stund
og stagg dine drømmende sanser!
Ei kvindefødt mø er om liv saa net,
saa slank og saa hændig som glassets stet,
og vinen er vakker og villig.
En ven, som er brusende stærk og øm,
som følger dig dybt i din dybe drøm,
betyr da, ved Gud, adskillig!

Du ved det jo godt, min gamle ven,
at alle de dansende piger
vil allesteds hvirvles i verden hen,
kun ikke til vore riger.
Du kan det fra hundrede gange før:
Din smerte de skyr som søle —
Nei, du hører hjemme bag kroens dør,
hvor bordet er nakent, og pigen gjør
dig tjeneste uden at føle!

Men pris du vinen, den rene sjæl —
saa ædel inden sin grænse!
Byder man guld, saa faar man den hel —
hvis ikke, maa ingen den ænse!
For kobber faa’s øl af kande grøn —
i kroen er orden i tingen!
Madamen bag disken har mere skjøn,
end pigen, som ødsler sin dyre løn
paa maafaa i polkaringen!