Vesteraalens Beskrivelse

Jeg har i Loefoden nok vanket herom,
Beseed de der værende Pladser og Rom,
       Jeg til Vesteraalen mig føyer,
At søge dens Øer og roendens Vær,
Dens Klipper og Klumper og farlige Skiær,
       Hvordan de sig krummer og bøyer;
Paa Hassel jeg allerførst fæster min Foed
Der troer jeg at Præsten mig kommer imod
       Og hilser mig efter Sædvane.
Thi han derpaa Landet er ypperste Præst,
Og Bøe residerende ligger ham nest,
       Foruden en Huus-Capellane;
Den anden, som Residens, haver tilhold
Paa Øxness, hvis Enger, hvis Plane og Vold
       Er lagt til en Præstelig Boelig;
Der leve de HErrens Guds Tienere Tree,
Men Udenlands-Fugler de neppelig see,
       Thi Landet, som Lais, er roelig.
De Kirker, som er under Pastors Opsiun,
Er Hassel den første, som Hoved-Paulun
       Derefter er Sortland og Sande,
Men de Residerend' ved Øxness og Bøe
Har ogsaa sin' Kirker ved Kanten af Søe,
       Hvor Grande kand hilse sin Grande.
Anlangende Sogners og Fierdingers Navn,
Hvorefter man kand med beleilige Gavn
       Mand-tallet behændig indrette,
Da findes der Venme med Barkestads Sogn
Og Kaldsnes, hvor aldrig blev aget med Vogn,
       Og Ulv-øe man seenist kand sette:
En Fierding betyder et Sogn i vor Land,
Og de, som der bygge, dem pleyer og man
       At kalde den Fierdings-Almue;
Hver Kræmmer er ogsaa sin Fierding tillagt,
I hvilken han holder sin Handel med Magt
       Og haver et Nøst og en Stue;
Til Kræmmerens Leye med flydende Kiøl
Man glædelig seyler for Brændviin og Øl,
       Tobaken er ikke forglemmet,
Den tygges som Brød og indstoppes i Mund,
Thi bliver Kind-Bakken og Flaben saa rund,
       Alt som den med Grød var tilklemmet;
Den sorteste Skrufv under legges den Tand,
Thi lugter hans Aande som stinkende Vand,
       En Dievel maatt' brække sin Lunge:
Endeel og opmales for Qvinden til Snus,
Hvorvel at hun haver Hans Grimmen til Huus
       Med Kummer for sig og sin Unge.
Men hør mig du Kone! snus lystig hen vek!
Er Studen for liden, da giør dig en Sek,
       Og lad den med Snorer udpynte!
Saa bruger du Poesen med hiertelig Lyst,
Du faaer vel omsider saa klingende Røst,
       Som Grisen, der tager at grynte
Din Næse stafferis saa deylig og reen,
Som nogen Tiid Borge-Gaards stoere Skorsteen,
       Anseelig, som mid-Sommers Porke,
Byd Manden paa samme din Nadver til Giest,
Jeg veed dog, du hannem behagelig est,
       Saa lærer I sammen at snorke!
Du snuser, han tygger, saa leve I toe
Som Tiggere begge med hiertelig Roe,
       Og ingen kand anden beskylde:
Tag Meelet, tag Maden til laan og til Borg,
Giør dig om Betalingen ingen Omsorg,
       Lad Domme-Dag smelte den Bylde.
Det er her til Lands en bedragelig Ting
Her borges, her laanes alt runden omkring
       Og Skylden i Bøger opsettes;
Og naar det et Aar ubetalet henstaaer,
Forløbe de fleeste sin' Huser og Gaard,
       Og hermed al Fordring udslettes
Men Spørsmaal: Er det ikke Synderes Vey?
En Syndere borger, betaler det ey
       Hvad skal man med saadanne giøre?
See! skal man dem fængslede føre til Bye,
Da gaaer der en dobbelt Omkostning paa nye,
       Og taber da meer end som føre;
Men der som at Tanden blev slagen af Mund
Paa dennem, der elske bedragelig Fund,
       Da torde sig nogle betænke:
Dog hvad vil jeg sige! vor Hævn er en Last,
Hvo vil med sin Broder omfare saa fast,
       Og slet al Samvittighed krænke?
Det var vel at ynske, der kom et Forbud,
At ingen skull' sælge sit Brændeviin ud
       Ey heller Tobak til den Arme,
Før han har betalet med Angel og Krog
Den Mad og Udredning han seeneste toeg.
       Saa skeede Credit uden Harme;
Men hvis man ey giøre vil noget herved,
Da bliver i Sandhed hver ærlig Mand keed
       At borge sit Gods til en anden;
Da kand det omsider vel komme dertil,
At ingen vil øve Barmhiertigheds Spil,
       Det bliver en Glæde for Fanden!
Jeg burde vel giort deres Foged Visit,
Men hvor han har hiemme, det veed jeg saa lidt,
       Han før i Loefoden tilholdte,
Nu siges der, at han er flyttet derfra,
Og uden Tvivl kand det bekræftes med ja,
       Man slutter, at dette det voldte:
Loefoden for nogle forgangendes Aar
I fra Vesteraalen adskillet slet vaar,
       Hver Foged sit Lehn skulle skalte,
Men begge Forlehninger ere nu lagt
Alt under en eneste Fogeds Opagt,
       Som haver de Lehn at forvalte;
Hvorover at Manden udvælger sig Plads,
Hvor hannem best tykkes og falder til pas
       At bygge sig Vaaning og Vægge:
En lige Beskaffenhed ogsaa man spør
Fra Senjen og Tromsøe: der vare toe før,
       Men Een nu forvalter dem Begge.
Der avles omtrent ved de Flekker og Ort
Af Plat-Fisk og Rodskiær den smukkeste Sort,
       Som nogensteds fanges ved Strande:
Thi Helgelands Rodskiær den falder heel smaae,
Der legges vel Skaalen et Hundrede paa,
       Kand knappest i Skaaren dog stande.
Der drages de Langer, saa lang, som en Favn,
Indbyggerne til en fortreffelig Gavn,
       Naar Østen-Vind tører dem fage,
Men falder der Regn og langvarende Slud,
Da tæres de Fiske af Mark og Ukrud,
       At Skindet er ikkun tilbage.
Det er at bemærke: jo længer i Nor,
Jo feedere Fiske, ja dobbelt saa stoer,
       Det viiser de Tranfulde Tønder:
Tre Hundrede Torske forskaffer en Mand
En Tønde med Lefver, men det ikke kand
       Sex Hundrede giøre her Synder.
Det er en ældgammel og gangbare Skant,
Hos alle Nord-farer gemeenlig bekant:
       En Vog det er Tredive Torske,
Toe Torsker en Spærre, Toe Spærrer saa rund
De veye Tolv Marker, det er et halv Pund
       Den Viis bruge vor' Norske.
Er Fiskeren tørstig, han kommer til Land,
Ølkanden hos Kræmmeren hentes paa stand
       Toe spærrer han kræver for Kanden,
Det er for de Fire kun knappest en Drik,
Det tykkes dem alle, det var kun en Slik,
       Thi hentes den Kande selv-anden.
Sex Sneese os ikkun et Hundrede giør,
Er Torsken til fulde paa Giælden ey tør,
       Naar Creditor kommer og veyer,
Da tager man Tallet i steden for Vægt,
Fiir Voger bereignes et Hundrede kiekt,
       Dog stundom det feyle vel pleyer.
Hos os er Rund-Fisken heel maver og smaae,
Tre Voger af hundred mand neppe kand faae,
       Men Norden for falder den svarer,
Der kand vel et Hundrede veye dig fem,
Jeg selver det haver fornummet af dem,
       Som til Vesteraalen hen farer.
Du veedst vel, hvorledes man veyer en Vog,
Gak hen til en Kræmmer, han giør dig vel klog,
       Paa Bismer at henge en Knippe,
Du trykker med Haanden den yderste Klump,
Er det enda lidet, da giv ham en Bump,
       Saa skal din Fortienest' ey glippe.
Naar nu den eenfoldige Bonde gaaer bort,
Du meener, du haver behændelig giort,
       Du kunde den Stømper fixere,
Men bag din Dør-terskel i mørkeste Vraa,
Der seer jeg en anden, som passer dig paa,
       Jeg denne Gang siger ey meere.
See! Sexten og Tive Skaal Pund paa din Krog,
De skal dig udgiøre retfærdig en Vog,
       Hvorefter en Bismer indrettes,
Og vil dig ey Vegten da holde ret Stands,
Da tænk, at den fremmerste Snoer giør stoer Kands
       Om Fisken end noget kand lettes.
Jeg kand vel betænke, du klage vil paa,
At Fisken, du veyer, er temmelig raa,
       Naar du den af Bonden undfanger,
Naar den i Kiøbsteden afhendes skal bort,
Da kommer du meget paa Vegten til kort,
       Paa Krykker Gevinsten da ganger:
At Fisken indtørkes, det giver jeg Magt,
Der ogsaa maae gives en temmelig Fragt
       Naar den til Kiøbsteden skal haves;
Du maae med din Handel dog lempe det saa,
At ey den Eenfoldig slet under skal gaae
       Og Kiødet af Beenene gnaves;
Set heller din' Vahrer i saadan en Priis,
At de kand forhandles foruden Forliis,
       Det tusend gang bedre sig skikker,
End at der skal siges, du selger det let,
Og bruger der efter en dobbelt Uret
       Med Vegt eller andre Practiker.
Een Vægt og en Maade befaler dig Gud,
Vey ind med den samme, du veye vil ud,
       Saa skal din Hanteringer lykkes!
Det lader ey vel at omgaaes med Svig,
Vilt du med Rev-Listighed giøre dig riig,
       Da skal din Compasser forrykkes.
Set Seylet til louvart hen over den Søe,
Ret lige til Anden, den Bierge-riig Øe,
       Paa Tverberg jeg agter at gieste,
Er Vinden og Veyret mig ikke for sterk,
Da vil jeg i Aften besøge den Klerk,
       Hans Rygte det staaer med de Beste:
Jeg reiser did hverken for Skienk eller Slik,
Ey heller at sprænge min Mave med Drik,
       Sligt kand ey vor Hierne oplyse,
Jeg ikkun vil skue den Kirke, der er,
Og siden den anden i samme min Fær,
       De tvende Guds Helligdoms Huse.
Det Præstedom er et omskyllende Land
Og maae med al Billighed kaldes en And;
       Som Anden i Vandet det vaade,
Saa svæmmer den Øe midt i svælgende Grund,
Hvor Bølger og Aller fra dybeste Bund
       Opkaste sin skummende Fraade.
Blant geistlig' Forlehninger er der og et,
Det uden Tvivl ikke maae være for feet,
       Det Ande-nes kaldes af somme,
Vel maae det for Navnets skyld kaldes et Brød,
Men Gud, som har taalt for os Mennesker Død
       Bevare mig did fra at komme!
Er Brødet ey feeder' end Rygtet det gaaer,
En Præstemand tusind Gang bedre det vaar,
       Han toeg sig en Hyre for Penge,
At klavre med Fødder i Takkel og Mast,
End ved en slig Leylighed binde sig fast,
       Og alle Mands Naade tiltrænge;
Hvorledes at Kagen er snoed eller vendt,
Jeg veed en Person, som vel did blev hensendt,
       At skulle der bruge sit Mæle;
En Klædning han havde, han reyste did hen,
Om Aar eller tvende da kom han igien
       Og eyed' ey Skoe til sin' Hæle:
Tom kom han til Stedet, tom drog han og vek,
Tom fandtes hans Skrine, tom fandtes hans Sek,
       Han førte toe Fødder tilbage,
Men Tæerne frem giennem Hoserne stoed,
Hans Kioele var bræmmet med Boed over Boed
       Saae ud som den plukkede Krage,
Om Lykken for dennem, der efter ham kom,
Med blidere Fagter har vendet sig om,
       Og hvordan det nu monne være,
Er allerbest Gud og dem selver bekant,
Hvad jeg har fortællet, det veed jeg er sandt,
       Jeg tør og min Eed derpaa svære.

Nordlands Trompet (Petter Dass, ca 1670)
« Loefodens Beskrivelse	Senjens Beskrivelse »