Vold

Hist, hvor Prøisens flakte Ørn
vaager skarpt, med spilte Vinger
Folket tar saa mangen Tørn,
medens danske Sange klinger.

Pikkelhuen Trods de bød
i de Vinternætter kolde,
reiser end i Barnesind
Dybbøls sønderskudte Volde.

Værger trofast Fædres Sprog
seigt og stilt i Hjem og Tanker,
ser i Aanden Danebrog
paa de blodbestænkte Banker.

Sukker under Tvangens Lov,
maa sig for Gendarmen hytte:
Ørnen vogter godt sit Rov,
slipper ei det rige Bytte.

Stoled de paa Keiserord,
haardt de i sin Tro blev sveget.
Haab om Seir for Hjemmets Jord
er ei end fra Sindet veget.

Stærke Slægt der sønderpaa,
tro du fulgte Fanens Kalden;
Held med hvert et Slag, I slaa,
endnu er Jer Sag ei falden!

Hæder over hine Mænd.
som for Vold og Uret bløde.
Folkets Aand sig fylker end
under Dugens hvide, røde!