Ved Kristiania arbeidersamfunds femogtyveaarsfest

(17de Februar 1889.)

av Jonas Lie

Jeg ser, som var det end igaar
bag svundne fem og tyve Aar
den egne Mand, - som var et Snille, -
som var saa lærd og gik saa stille
fortænkt med Skjærfet høit i Nakken
og Øine grundende i Bakken,
- de kunde smile saa og tindre,
som saa de Lys i Tingens Indre.
- H a n bar just Lunten i sin Sjæl,
som tændte vores Fest ikvæld,
den Gnist af Tidens store Mening,
som skabte ogsaa vor Forening,
ja tændte, saa med trofast Tag
Arbeidet nu gjør fælles Sag
i sluttet Ring alt Landet rundt.
- Og Manden han hed E i l e r t S u n d t!

Det var et Liv just for de smaa.
Det var for dem, han vilde saa,
dem, al hans Sjæl kun tænkte paa.
Han var vort Samfunds første Formand,
den gjæve Nordmand, stille Stormand!
- - For fem og tyve Aar herfra
med deres Strid hvor stod vi da?
Ja, saa vi did igjen ikvæld,
der vilde stige for vor Sjæl
et Syn paa dette Hav af Dage,
hvor i vort Land lidt efter lidt
sig Arbeidsnæven frem har stridt,
til den fik Tag om Fanestangen
og sig og Sagen frem i Rangen
af dem, hvorom her størst blir stridt;
- ja stridt saa langt, som Hjertet banker
al Jorden rundt af Tidens Tanker! -

. . . Det var en fattig, fattig Tid!
Der laa end Is paa Vaarens Knoppe,
- saa lidt af Fællestanker oppe,
som Folket kunde samles om.
Det var mest til de høie Toppe,
at Tidens Liv og Straaler kom,
og Folkelivet tog imod det
med bittre Villier, Had i Blodet.

- Ja nok af Kiv. Men ei den Strid,
som freidig heiser Flag for Sagen
og sætter Glæde, Fest i Dagen
og lokker Folkets Rækker frem
til Fællesliv fra hver sit Hjem.
Fordi i Tanken, som den tænder,
dér alles Haab og Hjerter brænder,
og hver en enkelt véd, han er
en Meningsmagt lagt til dens Hær: -
h a n s Tro, hans Mod, hans Fryd og Harme
er med at give Sagen Varme.
Og, - gaar Du gnuget end af Strævet,
en saadan Dag, Du føler levet!
som seilte med Du paa en Strøm,
der speilte alles Fremtidsdrøm.

- - Men det, som Tiden dengang gav,
var smaat kun mod, hvad n u der bruser
og bølger om os som et Hav, -
et Stormveir, der med Syner suser,
som trykker ind af Vinduer, Porte,
og ingen mer kan holde borte, -
som tænder Tvil og reiser Dyst
og Tanker ind i Hvermands Bryst,
og altid nye Undre huser.

Vist Undre! - ei Historien saa
en Tid saa rig paa tændte Fakler,
ja én saa opfyldt af Mirakler,
som den, hvori v i daglig gaa.
Og Fortids Fund kun lidt forslaar
mod Eventyrene i vor,
hvor Gassen blaffer overfløiet,
elektrisk Lys alt blænder Øiet,
elektrisk Kraft blir overført,
og Stemmen snart fra Brevet h ø r t . . .

- Og mer og mer i Lys vi se
just vort Aarhundredes Stor-Idé:
om Broderkjæden rundt om Jorden,
hvis Verdensflag er Trikoloren!
- den Dug, som steg, da otti ni
et modigt Folk slog Arnen fri
og jevnede med Jord Bastillen
og satte øverst Folkevillien;
- den Brodertanke, siden baaret
i Kamp og Storm nu Hundredaaret,
hvor Haand i Haand og Skridt for Skridt
som Bror for Bror blir lidt og stridt, -
der lyste gjennem Tidens Flodgang
og voksed stærk sig just i Modgang,
- saa af de smaa, som gik i Striden.
d e r s t a a r e n S t o r m a g t n u i T i d e n . -

- Den Tanke just, vi ser idag
sam festtændt Krone i vort Tag!
Og kom den hid først sent et Aar,
den grode frisk som Norges Vaar.
Den bares op mod Strøm og Baarer
af stærke Arme, seige Aarer,
saa Sagen alt har faat sin Glans
nu lidt om sen og hertillands.

Den trænger Villier af det Staal,
som praktisk véd at naa sit Maal,
og bryr sig lidt om Frasefløiten;
men véd, det nytter ei det Døiten,
skal Arbeidssagen føres frem
til Frimandsret i Frimandshjem,
- og naas den store Folkets Seier,
at Hvermands Stemme ogsaa veier!

Thi lad os bringe da ikvæld
et Hurra for vort Samfunds Held!
- for Fremtidshjem med Ruder blanke,
hvor Folkets Børn kan vokse ranke! . . .
at mangt et vakkert vundet Slag
maa feires under dette Tag,
og - at en Nytid ringes ind
for Alvor nu i Folkets Sind!