Carl Johans død

KANTATE


Stille! Kongen fantaserer . .
            Stille! Stille!
Stille, Hellebardierer,
som i Forgemakket spanke!
Mine Herrer Officerer,
stille! Lad ei Hjertet banke!
Kongens blege Læber spille;
      Perler liig af brustne Snor,
            som hentrille
            hvor de ville,
      sværme vildsomt nu Hans Ord;
            og Hans Tanker,
liig de fine Alfespind
drivende for Morgnens Vind,
mellem Jord og Himmel vanke.
      Han i Paradiis sig troer
            allerede,
      skjøndt Hans Geist i Feberhede
            flaggrer kun derudenfor.

Stille! Stille! Lad os lytte!
            Hvilke Syner
maae sig skyggehurtigt flytte
      indenfor det brustne Øie,
bag hvis Dunkle Hans Erindren
netop nu med Stjernens Tindren
friskest over Alting lyner!
      O Han smiler! . Mon Han seer
            Bearns Høie
            sig at bøie
      for de stolte Pyrenæ'r?
            Mon Han skuer
Fædrehuset, som det stod,
da som Dreng Han det forlod?
paa dets Gavl de samme Duer?
samme Ranke ved dets Dør?
            Vist Han dvæler
der derhjemme? Vist Hans Sjel er
      Barn igjen idet Han døer?

Stille! Stille! Lad os lytte!
            Hvilke Syner
maae sig skyggehurtigt flytte
      indenfor det brustne Øie!
-- over Marken spredte Fløie . .
Bernadotte foran lyner . .
Rundtomkring de fjerne Høie
      Himmelen i Flamme staaer . .
            Ovenover
            Røgens Vover
      Trikoloren sig udslaaer . .
            Fremad, Brave!
Fremad! En avant, Français! . .
-- O! Han andre Syn maa see
for saa blidt et Smiil at have:
      Børn i Himlens Port maae lee
            Ham imøde;
      Rosenkvast af Morgenrøde
            sin Velgjører bringe de.

O hvad Under, om Hans Tanke
            maa forvildes
naar i slig en Sværm Han hildes?
naar Hans Øre ganske døves
af de Hjerter, som i Himlen
Carl Johan imødebanke?
O hvad Under, om i Vrimlen
      Tanke, Syn og Sands forgaaer?
            om de mange
            Takkesange
      pludseligt Hans Øre slaaer?
            om de Arme,
Han har varmet, klædt og født,
Ham, de endelig har mødt,
jublende imødelarme?
      om den Graad, Han stillet har,
            Ham forblinder,
      glimrende paa Engles Kinder
            endnu mere reen og klar?

Stille! Kongen troer sig hisset . .
            Stille, Alle!
Stille! Alt til Paradiset
drømmer Carl Johan sig baaren . .
Stille! Stille! Lad ei Taaren
fuld og tung til Jorden falde!
Den Ham kan tilbagekalde
      fra de Syner, som Han har.
            Se! Han smiler,
            som om spiler
      alt Han ud sit Vingepar.
            . . Tys! Han stræber
at fortælle hvad Han seer.
Tys! Hans Sjel er endnu her:
Oscars Navn er paa hans Læber;
      det er Ham, Han tænker paa,
            Ham, som knæler,
      Ham, hvis Mæle Smerten kvæler,
            Oscar, Han, som hulker saa . !

Stille! Kongen løfter sagte
            sine Arme,
fromt ikors paa Brystet lagte . .
Faderen sin Søn vil favne,
Ham, sin Eneste, med Varme.
Ak! de zittrende ei magte
dalende sin Kraft de savne,
      og det Favntag, som Han vil,
            i sin Dignen
            en Velsignen
      omforvandles langsomt til.
            Haanden finder
famlende sit Hvilested,
dalt paa Oscars Hoved ned.
Paradisets Glands, som blinder
      Kongens brustne Øje alt,
            Livets Minder,
      Jord og Himmel, Alt forsvinder,
            da Hans Blik paa Oscar faldt.

Stille! Tydeligt, men sagte,
            som naar linde
susende Skjærsommervinde
henad Græssets Toppe jagte
og i Æolsklang bortføres,
"Oscar!" fra Hans Læber høres . .
Een Gang høres det: de magte
      blege zittrende ei meer;
            og fra blegen
            Læbe vegen
      Kongens Sjel i Navnet er.
            Thi en herlig
Engel i den samme Stund
lyttede ved Kongens Mund
saa nysgjerrig og saa kjærlig,
      og da Navnet "Oscar" lød,
            Han henrykket
      fyrigt Kys paa Læben trykked.
. . Engel! det blev Kongens Død!