For den norske literatur
Der boer ei Glæde i de tause Lunde;
der maa den klare Maaltrost slaae.
Og Folket lever først paa Skjaldes Munde;
dets Tanker maae sit Mæle faae.
Det høre maa, som i sin Dal,
i Digt og Skrift sit Maals Metal.
Det sine Sønner Sproget gav.
Giv Smykker det igjen deraf!
Hvor glimre alle Lierne af Blommer!
Du spotter os, vort Lands Natur!
Hvor seirende fra Fjeldet Elven kommer!
Bryd frem som den, Literatur!
O unge Kraft, hvor glad en Dyst!
Du strømmer jo af Folkets Bryst,
af Fossen fik du Strengeleeg,
din Væxt med Klippens Høihed steg.
Men Friheden har diet dig med Luer --
O ogsaa den jo Folkets er!
Hvad Frihedstempel ere Jøklens Buer
mod Højden i dets Karakteer?
Det denne er du stammer fra.
O lign din ædle Fader da!
Gjengiv dit Folks og Lands Natur,
fremblomstrende Literatur!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer