Halfdan Kierulf

av Jonas Lie

Nu Hjertet er brustent og Sangen udrunden,
og Strengen ei mere har Klang, -
hin Leg over Lyren, nu er den hensvunden
og stanset den liflige Sang;
      nu Dagen er over,
      og stille han sover.

Der ligger da Lyren, som seired i Stunden,
mens Tonerne over den flød;
dens Strenge henover hans Hjerte var spunden
og Sangene skalv i dens Glød,
      og gjennem den Folket
      sig følte fortolket.

Sig Blomsterne bøier med sorgfulde Miner
og Graad i den duggede Eng,
og Sommeren lukker med grønne Gardiner
saa várt om den slumrende Seng
      og breder ham over,
      imedens han sover.

Men tænker dog ikke, at Sommeren tier,
fordi at dens Sanger sov hen.
Dens Kroner staar fyldte af hans Melodier
og sjunger dem lifligt igjen; -
      ja, nynner derover,
      imedens han sover.