Fædrenes minde

av Jonas Lie

Du Slægt, hvis Hjerte banker
ved dine Fædres Skaal, -
Sig, har Du ogsaa Tanker,
som fylder deres Maal?
Sig, kan saa stort Du drømme
som de i Mindets Stund,
ja, har Du Magt at tømme
det gamle Horn til Bund?

Thi dette Bæger fyldes
af vor Histories Flod,
hvor Bølgerne, som rulled,
var vore Fædres Blod;
og dyb som Folkets Hjerte
og hellig gaar den Strøm
med Graad ifra dets Smerte
og Glans ifra dets Drøm.

Saa tidt Historien svulmed,
da skummed' Bægrets Rand,
da vokste ogsaa Hjertet
i Dig, Du norske Mand;
da saa Du Syner store
ved Fædres Minde-Skaal,
og Løfterne, Du gjorde,
holdt Folkets store Maal.

Se, dette Horn, vi løfter,
har rørt ved Guders Mund,
og Freyas Rosenlæbe
har kysset paa dets Rund.
Ja, dette Horn, vi tømme,
har Guder tømt engang,
mens Nordens store Drømme
fra Bragis Harpe klang.

Det vies vore Fædre,
de Slægter Rad for Rad,
som kjæmpede og seired,
som stille led og bad,
som bygged' v o r e Dage
med deres store Færd, -
vi lover dem tilbage
at være Offret værd.

Det vies Aarets Faldne
paa hver en Val i Nord,
de sidder som Einherjer
Ved Sagas Gude-Bord;
det vies store Minder,
som stiger for vor Sans, -
det Fædreland, som skinner
i vor Erindrings Glans!