Et rimbrev (Jonas Lie)

av Jonas Lie, 1871

For Kvindens Frihedssag, Du véd,
jeg talte tidt mig varm og hed,
og, maatte jeg af Striden fly,
det var kun for at slaa paany
for denne Halvdel udaf Jorden,
som, Gud véd hvi, til Træl er vorden,
- for Evas Land, det Paradis,
der plyndres fast paa Tyrkens Vis;
men evig ungt (skjønt bøid som Polen)
i Smil og Taarer ler mod Solen
og heiser røde Oprørsflag
i Læbens Glød, i Barmens Slag,
i Straalen ifra Brynets Bue,
i Hjemmets stille Arnelue
og al den store Seiersmagt,
som er i Kvindens Ynde lagt.
Men denne Kamp, hun stille fører,
er den, som Verden dybest rører:
Det gjælder om at kjæmpe fri
dens fagre, farv'de Fantasi,
den Hjertemagt, som just hun eier,
saa den i Livets Vægtskaal veier,
den Kraftens skjønhedsrige Glød
- en nedknust Vaar i Tidens Skjød; -
at kjæmpe for det fagre Land,
hvor hun er Dronning, Konge han; -
ja for Problemet, vi skal finde:
den f r i e Mand, den f r i e Kvinde!