Ludvig Mariboe
Nu tom er Haanden, træt og tom,
der skjænkte Norges Fattigdom
meer Guld, end nogensinde dette,
om det har Hjerte, kan forgjette.
Hvor famler den i vildsom Leeg
omkring hans Pande høj og bleg!
Den efter Borgerkrandsen leder,
som, Normænd, han jo fik af Eder?
Nu har han ikke mere Guld,
nu vil han samle Haanden fuld
af Egebladene -- det Sidste
at give Norrige, han vidste.
Dem vil han over Norge strøe.
Først da han synes han kan døe,
naar Landet han sin vundne Ære
kan segnende igjenforære.
Hvor smiler Han! hvor glad og stolt,
somom han Rigdomshornet holdt,
og kunde drysse ned som Gave
i Norges Skjød Aladdins Have.
Hvor smiler han, idet han strøer!
Ak, stakkels Gamle, hvad du gjør!
Det er dit Haar, af Kummer blegnet,
ei gyldne Blade, ned du regned.
Thi Folket gav dig ingen Krands.
Det har en kort Erindringssands.
Det kommer først med den paa Baaren,
og troer at sone Alt med Taaren.
Men jeg vil med taknemlig Aand
dig kysse, magre, blege Haand,
som Norrige, min Moder, skjænkte
vel meer end eengang, da hun trængte.
Og jeg ærbødig see vil i
hans vilde Feberfantasi
en Blomst, som, da han har ei Andet,
hans Aand har skudt for Fædrelandet.
Thi hør hvor tit Han nævner det!
og hvergang rødmer Læben let.
O, skjønne Tankeblomme, gløde
du vil paa Læben om Han døde!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer