Minne-slaget
Før risled Minnestrømmen
saa stilt paa hviden Sand,
og Hestehov og Rødkoll
gik ned til Strømmens Rand.
Saa mildt som trende Striber
i frie Folkes Flag
sig fletted Strøm og Eng og Sand
altfør det Minne-slag.
Nu skummer Minne-sundet og maler Flintesteen.
I sorte Kulper hvirvler den mangen Fiskers Been.
Og Hestehoven klavrer saa høit den kan paa Hei.
Og Rødekollen har forlængst undveget Stormens Vei.
Thi Minnestrøm har seet saa fæl en Borgerkrig.
Da maatte vel Naturen i Alt oprøre sig.
Rødkollen der er traakket af haarden Bjerkebeen.
Den bløde Sand i Baglerblod hopsmeltet er til Steen.
Om Magnus Kong end havde sin Øjesteen beholdt,
det klare Dagslys vilde ham Blindhed dog forvoldt,
da Sigurd Slemmedegnen ham drog af Klostergrop,
og førte ham paa Norges Skolt, den hvide Dovretop.
Men nu to røde Skiver fælt gloede under Bryn.
Da Minnesunds Blaaøje vardt mørkt ved sligtet Syn.
Rødkollen maatte blegne: den mærked, at den var
med samme Udaadsfarve malt, som Magnes Øine bar.
Men Norges rette Konge var neppe fire Aar.
Kun Uskyldskronen bar han: det gule Barnehaar.
Han var en Gut saa fager: men i hans Øine blaae
et Blink af gillske Falken alt de Bjerkebeiner saae.
Og vesle Ingo Konge han laae i Kjæmpehaand.
Den stærke Vugge laante ham gjæve Aleson.
Han vikled Barnet vaersomt ind i sit Kiltingskjød;
thi Han var Ingo Ven og Far fra Vuggen til hans Død.
Hvad skal da Vuggebarnet i Kampens vilde Baal?
Saa smedes Norges Klinge, saa hærdes Kongestaal.
Men hvor den Kongeliden som knækket Blomster sank,
der kneise ingen Blomme tør paa Stengel strunk og strank.
Saa bares vesle Ingo af Thjostolf Alesøn,
der holdt ham under Venstren i Kappens Fold iløn,
mens Højren Sværdet førte for Barnets Eiendom:
den Norges skjønne Kronekrands, som her blev kjæmpet om.
Men alt som Buldren stiger, ung Ingo lytter til.
Det tykkes ham saa ilde for Drot at ligge stil
hvor gjæve Hirdmænd kjæmpe . . Han klyver fra sin Fold
til Thjostolfs Skulder, sad saa der som gylden Knap paa Skjold.
Saa sad den vesle Konge paa Thjostolf Aleson,
ad Vaabenbraget klapped saa fro med Barnehaand.
En trofast Normands Hærde -- den var hans Kongestol.
Det var en Klippetrone for den Drot i Barnekjol.
Han loe ad gamle Magnus, der gik iblinde fram;
men tænkte mindst, at Denne just søgte hen til ham.
Hvor Barnerøsten hørtes did Blindemandens Haand
just kasted Spydet, Hødur liig mod Baldur Mistilvaand.
Han legede med Bannret, der kyssede hans Haar.
Som efter Frivilvinge, den Flaggreblom i Vaar,
han efter Baglerpile i Luften greb med Lyst,
ei vidende, at hveren var kun sigtet mod hans Bryst.
Da hører Magnus atter den liden Konge lee;
thi Hanesvands til Hjelmbusk fik Barnet just at see.
Da slynger han sit Glavind -- det Straalebue skrev,
og Ingo griber, vakler, og i Slaget borte blev.
Da hører gjæve Thjostolf det klynke ved sin Fod.
-- Ak! det er vesle Ingo, som vælter sig i Blod.
Da maatte Helten græde; thi se, den Haraldsqvist,
som skulde vaje over Nor har faaet Bræk og Brist.
Krogrygget siden længe paa Norges Stol han sad.
Dog fulgte ham i Kampen saa rank en Kjæmperad.
Han brak ei Aandens Vinge i skarpe Minneslag,
og Norges Krone bar han vel saamangen Æresdag.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer