Napoleon paa st. helena
DECLAMATORIUM MED CHOR OG FULDSTEMMIGT ORCHESTER
ORDENE AF C. A. NICANDER, OVERSATTE AF H. WERGELAND.
-- -- -- -- Ja!
Det lider. Til sit Maal mit Liv nu lider;
ei Tiden: den ei mere fremad gaaer.
Med tunge Trin den ned tilbage skrider,
og stundom lyttende den stille staaer.
Om Natten lytter den, og skarpt om Dagen,
om Ingen kommer med et Kraftens Bud,
om ei Kondorens spændte Vingers Jagen
med Brusen farer over Havet ud.
Nei, Kronos! Du maa hjælpe dig alene:
Kondoren lænket boer paa St. Helene.
O, om endnu han fik i Flugt sig svinge
om Verden stolt og fri, som før han fik,
med tvende Storme, en paa hver sin Vinge,
med tvende Sole, en i hvert et Blik:
i Livets Bog som før han skulde blade,
i ufordunklet Glands tilbringe en
bedrivtfuld Dag, stærk som en Iliade,
og snart en Aften, mild som Odysseen.
Da skulde Fredens gyldne Bier komme
og mætte sig af Seirens Purpurblomme.
Hvis mine Bud Naturen kunde lyde,
saavist som Mennesker jeg styret har,
en høihvalt Bølge skulde mig da skyde
hen til den Kyst, hvor jeg min Krone bar.
Millioner skulde kjæmpe om den Ære
at mine Faner, mine Ørne bære,
at dø for mig. Jeg skulde dø for dem
og for mit utaksomme Keiserhjem.
Nei! -- Intet af alt det. Her maa jeg hvile;
forbi mig alle Havets Bølger gaa;
min Grav skal aabnes under disse Pile,
som sørgende med sænkte Grene staa
paa hver sin Side her af Kildens Brede,
og Skygge over Heltens Skygge sprede.
Som fordum Numa sad i Poppellunden,
Egerias klare, dybe Kilde nær,
og hellig Viisdom drak i Midnatstunden
af Nattens Taushed og af Stjernens Skjær:
saa sidder, efter Livets hede Gløden,
jeg ved Helenas kolde Kilde her,
og drikker hvad som meer end Viisdom er
og meer end Jordens Rund: -- Jeg drikker Døden.
Velsmagende og svalende den er.
Med hver Pokal fra Kildenymfens Hænder
en Qval hun slukker, som i Hjertet brænder.
Sol! lys ei meer paa mig! I svundne Dage
du var mig kjær, da du mig handle saae,
naar Fredens Lov jeg skrev med Sværd og Stage,
og vakte alt, som end i Dvale laae.
Se, Mennesket fik Lyset kun til Handling;
men sygner Sjelen, bliver Kraften mat,
da er han moden til en Omforvandling
til Skyggens Liv i Tartarus's Nat.
Nat, lange Nat! Du Nat, som Dag ei ender!
du slutte snart, o snart mig i dit Skjød!
Jeg veed, dit Mørke ingen Laure kjender,
og jeg af Lyst til Laurer meer ei brænder:
jeg har ei Rum for alle dem, jeg brød.
Dæmp blot med Mulm min Tankes vilde Svindel!
Nok har jeg tænkt, for meget har jeg hørt;
og løs saa snart du kan den trange Bindel,
som Livets Dverge har omkring mig snørt.
I Dybet vil jeg vente forat vide,
om ogsaa Graven har sin lyse Side.
Den, som har Værker skabt for Evigheden,
en Helteverden frem af Støvet vakt,
knust Mørkets Spiir, hvem Nat og Dag er gleden
søvnløse hen, for Jordens Slægt paa Vagt,
som seirende gik frem i Solens Lande,
et Tempel fik paa Nilens gamle Strande,
og hedte "Kebir" eller Ildens Far --
som saae et Øjeblik tilintetgjøre
sit Pantheon, som næsten færdigt var,
som Stormen Ørkenstøvet, at bortføre
sin Helteverden, al sin Herlighed:
den største Vise svare, om han veed
hvad Den bør tro om Livets Evighed!
Choral.
(Over Sjelen Gud forbarmes;
evigt, evigt er dens Liv!)
Men har det ei paa Styxens Bredder Ende,
og glødes endnu Sjelens Malm paany,
jeg troer, min Aand vil Skjebnens Herre sende,
at styre en Komet i vilden Sky.
Da skal den gaae som her sin egen Bane,
og ingen Astronom formaa at ane,
hvor den har hjemme, hvad som er dens Kald,
hvorfra den kommer og hvorhen den skal;
men kommende og gaaende den samme
af Seklerne den kjendes paa sin Flamme.
-- -- -- --
Historiens Engel paa min Grav skal slumre
tilvisse et Aarhundrede endnu,
og medens Verden glemmer eller krænker,
han synes lee, han veed hvem Drømmen tænker.
Af Mindets Flod, som dybt og stille gaaer,
om mig en Aabenbarelse han faaer;
og naar engang det Dunkle han kan raade
med funden Nøgle til mit Levnets Gaade,
et Lyn fra Rummets Bund til Himlens Top
da vækker Engelen af Slumren op.
Historiens Genius løfter sine Vinger,
og naar han flyver, fra hans Læber klinger
et sandt og uforgjæng'ligt Guddomssvar,
forkyndende for Verden hvad jeg var.
Historiens Genius løfter sine Vinger,
og naar han flyver, fra hans Læber klinger
et sandt og uforgjæng'ligt Guddomssvar,
forkyndende for Verden hvad Han var.
