Om godt Grandelav

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Claus Frimann

 1. Blandt bedste Ting, som Himlen gav,
 Er godt og roligt Grandelav;
    Det kiøbes ei for Penge;
 Et Sammenhold af Fredens Aand,
 Hvor Grande rækker Grande Haand,
 Er det ei som et gyldent Baand,
    Hvor ægte Perler hænge?
 
 2. Det er en Siir for Menighed;
 Guds Engle selv forlystes ved
    At see det med sit Øie;
 Hvis ei de var til Himlen vandt,
 De skulde stige ned iblandt,
 Og, hvor de fromme Grander fandt,
    De skulde sig fornøie,
 
 3. En yndig Mand, en yndig Brud,
 Som samles til et Par af Gud,
    Det er et Syn som glæder;
 Men Grande som i Hungers Nød
 Med Grande deeler sidste Brød —
 Det Syn kan giøre Stenen blød,
    Saa du af Glæde græder.
 
 4. Vær derfor, Grander! hvor I boe,
 Med Haand og Mund hinanden troe!
    Boer, Grandemænd! som Brødre!
 I, Grandekoner deeler Raad!
 Hinanden lærer nyttig Daad!
 Og tørrer blidt hinandens Graad!
    Som Søstre boer, I Mødre!
 
 5. Og eder Gud velsigne skal:
 Blandt feede Faar i høie Dal
    Skal springe raske Vædre,
 Paa Ageren skal modnes Sæd,
 Og eders Børn i tredie Leed
 Til Graven følge eder ned,
    Og eders Minde hædre.

Almuens Sanger (1790)

  • Sange ved Haand-Arbeide (for Qvindekiønnet.)