Post festum.
En mand, belagt med is og sne
stod op en gang ved is-havs kyster;
den hele jord af bifald ryster,
da den får kæmpe-karlen se.
Da kløv en konge til ham op;
i hånden holdt han fræm sin orden:
"Den bærer hvær, som stor er vorden."
- Men kæmpen knurred og sa': "Stop!"
Og kongen skræmt dat ned igæn;
da tog jamænd han på at gråte:
"Min orden blir jo på den måte
forsmåd af just de største mænd.
Å, tag den, kære, tag den hen
og hjælp mig atter på det tørre;
ti på dit bryst blir ord'nen større
og vi, som bærer den, ved den!" -
Om is-havs-kæmpen var for snil,
- ti det skal kæmper ofte være;
de narres af de små des værre - ,
han tog den, - spotsk vi lo dertil.
Men da krøb alle konger hen
med hvær sin orden for at få den
fornyet og forstørret, så den
gav rang til arme ridders-mænd.
Honi soit, qui mal y pense;
han ordner fik på tværs og langs.
Men ak, de blev ej større siden, -
kun han blev så forbannet liden.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer