Til Molde.
Molde, Molde,
tro som en sang,
vuggende rytmer, hvis tanke kær' er,
følger i farver dit billed og bærer
skønhed over min gang.
Intet så mørkt som din fjord, når den fyger
hav-salt forbi dig og inover stryger,
intet så mildt som din strand, dine øer,
ja, dine øer!
Intet så stærkt som din syns-ring af fjæld,
intet så fint i en sommer-lys kvæld.
Molde, Molde,
tro som en sang
nynner du i min trang.
Molde, Molde,
blomsternes by,
hus mellem haver, vænnerne går der!
Hundrede mil ifra dem, - jeg står der
under rosernes ly.
Stærkt skinner solen på fjæld-landets toppe,
kæmpe må manden, ansvar er oppe.
Ene I, vænner, gå milde imod mig,
I, som forstod mig! -
Først med vort liv slutter kampen for ret.
Her være fred-lyst for tanken en plet!
Molde, Molde,
blomsternes by,
barndoms-minnernes ly.
Og når en gang
de siste puls-slag banker,
i dit fang,
i din store aften-røde
- der vaktes mine tanker -
der vilde jeg, at de døde.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer