Per Bø.

(1878.)

 Engang kænte jeg en bonde
af en hug-stor æt oprunnen.
Han var lys og stærk af sinn,
raged som en vår-bar tind
over dalen, blid i solen.
Han fik første opgangs-blik,
skyens første svale-drik.

 Vårens vidt udslagne fane
vajed i hans lyse vilje,
spådoms-rig ogfarve-sund;
fortids arbejds-arv gav grun.
Friskt det kvidred under lien;
håbets, troens, sangens fugl
havde der sit barne-skjul.

 Engang, engang hele dalen
skinne må som denne ene;
engang, engang al hans tro
imod solen dug-sprængt gro,
og det altfor tidlig drømte
vække ham til forgangs-mand
for en slægt så tro som han.

av Bjørnstjerne Bjørnson.

Sorter etter dato Sorter etter poeng

Slå på automatisk oppdatering av kommentarer

Skriv noe positivt og fornuftig

Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.