Hamar fyr-stikker.
Til digtets forståelse her blot, at stifteren af Norges første folkehøjskole, Herman Anker, senere byggede en tændstikfabrik i Hamar, hvis produkt, der fant snarlig udbredelse i Norge, falbydes på gaden med råbet: "Hamar fyrstikker her, Di!" Digtet er en slags allegorisk sammenstilling af disse tvenne "oplysnings-værker" fra samme mands hånd.
Hamar fyr-stikker her, Di!
Jeg skriver om dem en sang;
det tykkes dig kanske mærkværdig;
men funken til hjærtet sprang,
funken, som slog fra pladen,
traf min erindrings-sans
så stærkt, at i lyset af den
to øjne fik fager glans,
glans af den ild, som tændte
dåden af ånd og tro.
Vid det: de øjne sendte
lys over bondens bo,
sendte til tusene sjæle
kærligheds flamme-bud,
samlende i et hele:
Fædreland, hjæm og Gud;
ti det var Herman Anker,
tog af sit fædre-guld,
strøde det ud som tanker
over vort hjærte-muld,
strøde det ud, som haven
strør under vårens sang;
blomstrer det gør af gaven
over alt Norges fang.
Blomstrer det gør! Ti marven
stod sig i vår så kold.
Aldrig har fader-arven
givet en skønnere fold.
Husk det, du norske bonde,
husk det, du by-mand med!
Skal kærligheds-sæden monne,
vor tak må den dugges med.
Hamar fyr-stikker her, Di!
Min7 tak har de tændt, - blot min?
Hvis sangen er stikkerne værdig,
så tænder de også din - .
Stikkerne gæmmer den i sig,
bare du river, du,
så lakken fra veden kan fri sig,
flyver den i hans hu.
Hamar fyr-stikker her, Di!
Bare vi stryger dem,
daler vor tak - mærkværdig! -
som fred i hans skønne hjæm.
Hans stikker i tusene stuer,
i store så vel som små!
de travle taknemligheds-luer
skal puttrende mørket slå.
Hans stikker i tusene stuer! -
En kvæld fra fabrikens top
han ser over land, hvor det luer
fra kærligheds-grunnen op.
Han ser i de milde øjne,
bag stikkernes varme glans,
(når ringen de rundt er fløjne)
sin luende ege-krans
og føler det, at i Norge
er varmeste sted på jord;
det gir ikke bare sorger,
at en på dets fræmtid tror.
Hamar fyr-stikker her, Di!
Fosfor og gift på dør!
Oplysningens pilt står færdig
at gøre som skolen før: -
Vriste fra hjæmmet giften,
række det renere ild,
vække til varme driften,
som lå der og ej slap til.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer