De har funnet hværandre.
Taust de vandre
med hværandre,
ny-født af den stærke vår,
som fra første morgen går,
alt foryngende i livet,
og som tabes, og som vinnes,
men hvor sjæle sammenbindes,
har sin største blomstring givet.
Taust de vandre. Ej en gang
øjet taler. Ti en klang
deres sjæle har fornummet
af den verdens-harmoni,
som med lyset selv brød rummet
i tilværelsernes gry.
Skaber-stor
over jord
som en solens sang den fór.
Taust de vandre. Klangen runnen -
vover øjet, vover munnen
æn ej tale.
Men på stunden
taler alt! Det toner, svinger,
blomstrer, dufter, skinner, ringer,
lød og lyd er sammenføjet,
går i ét med alt, de tænker,
i én skønhed, i én højhed, -
himlen sig på jorden sænker.
Men i dette store stævne
livet åbnes, vejen stråler,
en uendeligheds-ævne
kræfterne og kallet måler.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer