Til Molde.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

             Molde, Molde,
            tro som en sang,
vuggende rytmer, hvis tanke kær' er,
følger i farver dit billed og bærer
skønhed over min gang.
Intet så mørkt som din fjord, når den fyger
hav-salt forbi dig og inover stryger,
intet så mildt som din strand, dine øer,
ja, dine øer!
Intet så stærkt som din syns-ring af fjæld,
intet så fint i en sommer-lys kvæld.
            Molde, Molde,
            tro som en sang
      nynner du i min trang.

             Molde, Molde,
            blomsternes by,
hus mellem haver, vænnerne går der!
Hundrede mil ifra dem, - jeg står der
under rosernes ly.
Stærkt skinner solen på fjæld-landets toppe,
kæmpe må manden, ansvar er oppe.
Ene I, vænner, gå milde imod mig,
I, som forstod mig! -
Først med vort liv slutter kampen for ret.
Her være fred-lyst for tanken en plet!
            Molde, Molde,
            blomsternes by,
      barndoms-minnernes ly.

                   Og når en gang
            de siste puls-slag banker,
                  i dit fang,
            i din store aften-røde
            - der vaktes mine tanker -
            der vilde jeg, at de døde.

av Bjørnstjerne Bjørnson.


Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.