VED EN VENS AFREJSE
av Georg Brandes.
Held paa hans Vej, den Tauses og den Stilles,
den Elskeliges Vej fra Ven til Frænde!
Fraa Døgn endnu, og for en Stund vi skilles,
en kort? en lang? hvem véd, en rig kanhænde;
thi mangt i Nord du lære skal at kende,
og op til Sværdedans i Syd der spilles.-
Vi ses vel atter, Brødre som vi ere:
dog som de samme ses vi ikke mere.
Og derfor Tak for Tiden, som forløb,
den Skemtens Tid, vi ødsled med en Smule,
(gyldne Sekunder, som ved Røverkøb
vi fik for Timeglassets Sand, det gule,
hvad eller fra vort Arbejd stjal, det fule),
den Alvors Tid, hvori vi af sit Svøb
fik viklet mangen ædel Fremtidstanke,
som bragte begges Hjerter til at banke.
Den Magt, der daglig drog mig til din Dør,
som Afrind ser den ud for lunkne Sjæle;
men gode Aanders var den. Vid! de dvæle,
ihvor du er: de rasted aldrig, før
de fik fordrevet mine Tanker fæle.
Dem viste jeg af skemtsomt Sind Honnør
ved Knælen paa et Gulv foruden Tæppe.
Du selv, Fresstifter! du forstaar det neppe.
Men kom jeg som Bajads med Daarskabs Fagter,
og dansed paa dit Gulv en Narrevals,
og én for én afkasted tyve Dragter,
og slængte Bjældesnoren om din Hals,
og skreg: "Ved alle Himlens gode Magter!
for fire Skilling er mit Liv tilfals"
og svang min Brinks - da lo du og forstod mig.
Hav Tak, fordi du var saa god imod mig!
Stod saa jeg ved din Dør, til Døden mat,
af Tungsind gal, af Mismod knust og lammet,
og hulked uden Taarer, en Besat,
der frem i dybe Suk sin Smerte stammed -
Du aabned for mig, og hvor vildt det flammed
her i mit Bryst, min Pande blev dog glat,
saasnart din Haand - du led ej, jeg det sagde -
velsignende du paa mit Hoved lagde.
Se derfor er mit Farvel en Tak,
en Broderømhed, som kan ej beskrives.
Min Sjæl har endu aldrig ligget brak,
den er en Jord, som steds paany oprives
og pløjes om; hvor intet Fast der gives
undtagen Et: Troskab mod Venner. Ak,
En bort er rejst, de andre tidigt døde.
Nu banker intet Hjerte mit imøde.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer