Venevil.
(Af Arne).
Hun Venevil hopped på lette fod
sin kærest' imod.
Han sang, så det hørtes over kirketag:
"god dag! god dag! - "
og alle de små fugle sang lystig med i lag:
"til sanktehans
"er der latter og dans;
"men siden ved jeg lidet, om hun flætter sin krans!"
Hun flætted ham en af de blomster blå:
- "mine øjne små!"
han tog den, han kasted og tog den igen:
"farvel min ven!"
og jubled, mens han sprængte over ager-renen hen:
"til sanktehans o. s. v.
Hun flætted ham en: "hvis du ej forsmår
"af mit gule hår?"
hun flætted, hun bød ham i ypperlig stund
sin røde mund:
han tog den, og han fik den, og han rødmede som hun.
Hun flætted en hvid i et liljebånd:
"min højre hånd."
Hun flætted en blodrød i kærlighed:
"min venstre med."
Han tog imod dem begge to, men vendte sig derved.
Hun flætted af blomster fra hver en kant:
"alle dem jeg fant!"
hun sanked, hun flætted og græd dertil:
"tag dem, du vil!"
Han tiede og tog dem kun, men flygtede så vild.
Hun flætted en stor uden farvesans:
"min brudekrans!"
hun flætted, så fingrene bleve blå:
"sæt du den på."
Men da hun skulde vende sig, hun ingensteds ham så.
Hun flættede modig foruden stans
på sin brudekrans.
Men nu var det langt over sanktehans,
ingen blomster fant's:
hun flætted af de blomster, som slet ikke fant's!
"Til sanktehans
er der latter og dans;
men siden ved jeg lidet, om hun flætter sin krans."
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer