Bolivar (II)
Bolivar! Du som hørte over Verdenshavet
dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . .
. . Hui! saa det bruste frem som Andes' Høstorcaner,
og kruste de stolte Strømme, som længe besang deres
Frihed, mens Breddens Dyrker (ak, var ei hans Øie
som Bølgernes stolt og klart?) sin Trældom bejamrede . .
Bolivar! Du som hørte over Verdenshavet
dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . .
. . slynged saa Lænken gjennem Skyen tvertigjennem
Pizarros Aand saa seent den bævred isammen, thi,
bleg som den laa i fjernest Vraa isammenkrympet,
den skiltes som Moses' Hav som Skyos af Nødskudet . .
Bolivar! Du som hørte over Verdenshavet
dit Fædrelands qvalte Suk, og kom og befried det . .
. . hvirvled saa Lænkens Stumper op til Støv, saa Cortez
den straalende Naadens Stol, han knælte for, øined ei . .
Bolivar! Du som fik til Fædreland' en Verden,
og hørte dens qvalte Suk tversover Oceanerne . .
Hører du ei din frelste Verden nu den knæler,
og kysser din Haand med Graad og hulker dit Øre fuldt?
Bolivar, hør et Folk dog! din frelste Menneskehed!
Se Tvedragtsdolken smelter i vore Taarer ned!
Hvad du ei mægted, Libertador, det gjør Sorgen nu.
os samknytte -- nei, den lænker . . Det vilde aldrig Du.
Fribaarne, ei vanæres du, om for din Frelser
du, knælende dybt som Græsset, trygler Tilgivelse.
Bolivar, hør! Det er jo Columbiens Qvinders Flok
som, mens den stryger venligen bort din Pandelok,
Dig hvidsker: stolte Libertador, Du befrier blot Mænd.
Columbiens Qvinder lænker du til dig igjen.
Ak Sennora, læger end dit Kys et Sværdsaar:
det læger ei Sorgens, thi med Gifttænder bider den.
Bolivar, hør! det er jo Columbiens Heltehær,
der hulker som var den Børn med Pindespær:
tilgiv os, store Libertador, os som med Nidets Kniv
dit Hæderspallium søgte -- ve! vi traf dit Liv.
Raab ham "Morillo!" i Øret. Maaskee staaer han op, og
(som var det hans Kampskarlag) i Lagnet fremstyrter han.
Lyser ei meer Befrierens blodrøde Kampmantill,
da udslukt er Sejerens høje Offerild.
Den var Hans eneste Rigdom. Deler Arven ret!
Hvert Banner skal faae en Lap som Sejersamulet.
Styr os med Laureqvisten! styr dit Columbiens Folk!
Dictatorens Laurqvist blier aldrig Herresvolk.
Ha, gaaer du heller til Helved, Sjelene at befrie
fra Satans Vold som Os fra Ferdinands Tyrannie?
Bolivar gik til Himlen for Cortez og Pizarro
at indlede førstegang blandt jublende Udsonte.
Haanden, som delte Lande ved Floder og Alperyg
(som var Ham Cordilleras kun en Bue myg,
Orinoko kun en Streng); og maalte Riger af
saa let som en Bonde maaler Veiter med en Stav;
slog saa en Krinds i Luften -- da fremskjød inden den
Bolivia og Peru og stolt' Columbien . .
Den Haand -- ha slaa dog mod Skyen! -- hænger myg og bleg
fra Lagnet som vissent Efeu fra en Marmelvæg.
Pulsaaren sprang da alle Hjerter den stærke Haand
til Gard vilde flette om Friheds unge Vaand.
O ve os, ædle Libertador! tøile vort vilde Sind
det var som at tæmje Bække, styre Kastevind.
Brus da du gale Paez! Ingen skal følge dig.
Columbiens Viljer som Elve samle sig
til Kraftens Stor-Amazonestrøm. Det dybe Hav
som samler os sammen værn Libertadors Grav.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer