Til en slavedømt
Mand! en mørk Dag kommer,
da Himlens Retfærd sin blinde Datter af samme Navn
nedsender at kaste sin Skjændsel over din Skulder.
Sorg, stem min Harpe! Vemod, spil!
Men, hulde Haab, syng til!
Mand! i den Stund Jordens
Retfærdighed skumler din Skulder, Himmelens planter fast
i Vunden, den skar i din Sjel, en Fakkel for Freden.
Mand! naar Jordens Retfærd
(den Sorgmoer) sit Lænkehaar luder over din Nakkes Hvælv,
sit straalende Himmelens løfter over dit Hjerte.
Mand! naar Jordens Retfærd
med døde og kunstige Slanger spænder din Ankel om,
de levende Himmelens haler udaf dit Hjerte.
Mand! en svar Flok Dage
gjennem dit Liv skulle gaae som Dommeres sorte Tog;
men derefter Dage -- en Række sonende Præster.
Mand! hver Straffens Time
skal op til din Himmel en Stjerne hvifte med Sukket -- Vil
du indvandre der før den liig en Festhal er oplyst?
Mand! hver Times Suk skal,
som var det en Engleving, blæse Skyer af din Himmel -- Vil
du trænge dig ind, mens den damper end i et Chaos?
Mand! din Qvindes Ømhed
skal binde om Lænkerne Bomuld . . Mand! og dit fromme Barn
skal være en duftende Rosenqvist i dit Gitter.
Mand! din gamle Ven ei
vil skjule sin Isse for dig, det skinnende Fredspaulun,
og over dig bruser som Æresfane den Harpe,
som Sorgen stemmer til Vemods Spil,
men evige Haab synger til.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer