Devegge-hodne
Mel. Je tente paa Kjølsta ifjor.
At Huvudn hava Hodn,
kan ikkji rarar væra,
end dæ at sit strivuxte Kodn
dei høge Bakkji bæra.
Men dæ, at eit Hodn te Øl
kan hava Huvu sjøl,
ja Vilu som stivaste Kar,
den Tingen tikji me rar.
Ja hverken ein Bok hell' ein Kar
han hava striar Vilu
end Hodne paa Devegge-Gar
i Stugu te Fru Belju.
Før vælte e "Brusteinen" op
paa Skogshodns høge Top
før e ville vaaga paa
at taka Hodne derfraa.
Sju Alni vel Karadn rak
daa Kubba vax saa druge.
Tri Stokka fra Gaalve te Tak
va nok te den heile Stuge.
Saa faste som klingande Jødn,
va tvau no nok te Dydn.
Mæ Klæe saa fint aa saa blaat
va Stugo dytta te godt.
Aa Tjuven, saa dristeli tok
i gamle Dage Hodne,
han turt ikkji slaa nogen Krok
daa han glap gjønnom Dydne.
Saa stiv i sin Ryg som i Sind,
han ubøgd gik derind.
Mæ Dydne dæ had inkjen Nau,
skjøndt hoggjin bærre taa Tvau.
Nigjønnøm den gapande Ljor
dei bleike Sjednudn stirra,
daa Tjuven fraa Beljus Bor
greip Hodne heilt førvirra.
Dæ Bore ein Plankji va' breit;
dog satt' en romt aa greit;
mæ Saum i ein glemande Ring
dæ va besligji omkring.
Huf! Han taatte dæ va likasom Saume glema up imot
Sjednudn som bleike Dauingaaugon, aa som 'en i dæ blaableike
Staalljøse skull' sjaa Fru Belju aa Greive Klemet, Mand henna,
sittan' ti Høgsete.
"Tak Hodne," sa' dei, "aa me sko 'kji ire paa dæ, æ du
Kar te beholde dæ."
"Dæ ska e væl," meint'en, "bærrest e fyst fær dæ," aa tok
saa telaups mæ Hodne onde Ærme.
Men Hodne i Vægte tok tel
jo længer dæ kom fra Bore,
aa qvilte kan se lite Bel,
dæ grodde fast i Jore,
saa, skulle han atte te gaa,
dæ va som aa skarka paa
ein knuldrete Bjørketrærot,
der holdt i Bergje imot.
"Dæ maa væra greskt Gull," tænkt'en, aa kom saa aalende
sveit te Tjuvehaale sit før dæ tok te ljøsne.
Men Naatte fek eingaangen Slut;
daa saag'en se bedrigjen:
eit raumaala Hodn taa en Stut,
mæ Masseingring besligjin,
sto gapande paa has Bor;
daa banna'n fæle Or.
"Men," tænkt'en, "dæ dugar enddaa
te Øl at drikke utaa."
Saa tok'en ein Donk, aa slo ti;
men Tjuvgos drugar ikkji.
Te no kunn'en sligji ti,
men inkje faat te drikje.
Dæ rann som ein frusande Bæk
ti Hodnes Djupheit væk.
"Dæ Farian va daa!" 'en skreik
aa blei saa darrande bleik.
"Ja dæ va daa Fari-an!" sa'en; aa skull so sjaa n'i Hodne
kos dæ hadde se. Daa va dæ som Hodne hadde drigji se ut
rat n'i Midten paa Jore, aa som 'en skull set n'i ei Juv fuld taa
Eldslaaga mæ hoppande Nissar uti.
"Gu' gji e ælder hadde rørt dæ!" tænkt'en. "Detta Hodn vil
nok væra der dæ va."
Han Hodne saa tok i ein Fart,
aa bar dæ trast atende.
Men alt som 'en vandra, saa vart
dæ Hodne lettar i Hænde.
Men daa han dæ satte saa ne,
af Stærtøl rann dæ full;
dæ glema paany som Gull,
men Fingradn brændte han se.
Aa slikt eit Mærkji skull alle Tjuva have, som vaaga skjæma
ut Hallingdal, om dei endda inkji ville gripe ette Devegge-
hodne.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer