Lilla

av Jonas Lie

      Fagre unge Brud,
      som gik ind til Gud! -
Mon dit Hjerte mer ei kjender
Sorgens Suk hos Mand og Venner,
      Børn og Far og Mor,
      Du forlod paa Jord?

      Slukt er Øiets Ild,
      blegnet hen de Smil,
hvori Sjælen saadan talte,
som i Fryd og Graad slig malte
      hver en Tanke, hun
      bar i Hjertets Grund; -

      hvori Glæden steg
      lig en Fugleleg,
medens Grenen smidig vugged
i en Morgen frisk og dugget; -
      - hvorfor stansed det,
      blev saa stilt med ét? . . .

      Nu er Panden hvid,
      endt al Tvil og Strid,
kommet Lys til al den Længsel,
der slog Vingen mod sit Fængsel,
      vilde opad kun
      selv i gladest Stund!