Ved Peter Lorentzen Hærems jordefæstelse

av Jonas Lie

(1878.)

Nys i Begeistringsgløden
han stod med Ungdomsild, -
nu kold og bleg har Døden
hans Øie lukket til;
nys svulmed varme Tanker
for Fremtids Mod og Bør,
nu - staar her fire Planker
for Gravens sorte Dør!

Hvad Peter Hærem tolked,
det kjendes vidt om Land, -
han var et Barn af Folket
i ædleste Forstand;
og rundt om Landet brænder
der Lys, som han har tændt,
og han fik tusind Venner,
han aldrig selv har kjendt.

Ak, saa vi alt, som visner,
fordi vi mangler Tro!
at Livet om os isner,
saa intet grønt vil gro, -
da saa vi og det store
ved Troens rette Brand,
hvad Frugt den gi'r om Fjorde,
hvad herlig Vækst om Land!

Han var saa rigt et Hjerte,
saa fuld af Kjærlighed,
og han bar Troens Kjerte
i hel Enfoldighed.
Han gik i Stormen med den
og frygted' Pustet ei,
hans Frelser gav ham Freden
og skjærmede hans Vei.

Han midt paa Slagets Tilie
fik Budet fra sin Gud,
og nu den frelste Villie
i Himlen springer ud; -
hans Fartøi gled i Døden
med Korset i sit Flag,
det fik et Skjær af Gløden
fra Evighedens Dag.