Til en brud, som skulde bo i Ægypten

Der er et Land, hvor det sner med Lilier,
og Roser snor sig om Livets Tilier,
hvor Duggen blinker med Glød saa klar,
som den al Jorderigs Farver bar.

Men o g et Land, - o, Du Brud, som drager! -
hvor Lien endnu staar bjerkefager,
hvor Agre gulner, mens Elven ser
bag Hjemmets Løvslør, hvor skjøn Du er.

Det har Dig baaret, det har Dig vugget,
det har Dig kjærlig med Taarer dugget,
med tusind Gange mer Ild og Glød,
end Østens Morgen har i sit Skjød.

og derfor véd jeg, Du ei det glemmer!
Det vil Dig minde med tusind Stemmer
som Barndomssange, som sagte Nyn
i stille Stunder af Hjemmets Syn.

Gjem disse Minder! De er din Ære,
Du fagre Brud, som Du med skal bære; -
det er din Magt i dit nye Bo,
at al din Kjærlighed Du er tro.

Da lover Landet, som Dig har baaret,
hvor Du har vokset saa vén og vaaret,
at Roser skal der nok springe frem
og sne med Lilier der i dit Hjem, -

at Hjemmets Hækker skal kjærligt hegne
usynligt om Dig i fjerne Egne,
og Du skal bære i Østens Glans
din Barndoms Sol i din Brudekrans.