Moses paa bjerget

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Norges Frihed er berømt
videnom, det fagre Skrømt,
somom gyldne Spindelvæve
rundt omkring i Luften dreve.

Til Arabens Teltehjem
trængte selv dets Rygte frem.
Skjøndt berettet simpelt, roligt,
klang det digterskjønt, utroligt.

Poesi i samme Stund
blev det paa Arabens Mund.
Blandt de Andre maurisk Jøde
hører til med Blik som gløde.

Moses' Aasyn i sin Glands
var ei ædlere end Hans.
Meislet dybt og reent var Trækket,
og med Bystens Bronze dækket.

Hvidt hans Skjæg som Abrahams
lyste paa den sorte Vams;
men hans glade Flammeblikke
ligned Patriarkens ikke.

Thi de drak med Ungdomsfyr
Beduinens Eventyr
om det høje Land i Norden,
som var frieste paa Jorden.

"Friere end jeg tilhest,
tryggere end Teltets Gjæst,
lever der et Folk med Hæder
bag safirblaa Atlaskjæder."

"Jeg har hørt det i Algier
af en frankiskfødt Vizir,
Landets Barn, som selv det kjendte.
Ak! -- " Saa Beduinen endte.



"Ah! hvor blev den gamle Jøde?
      Pladsen øde?
      Brad forsvunden?
Han i Teltets Folder sad.
Nu de hvifted blot, og borte
er vor Gjæst, den gamle Sorte?"
      Saa i Munden
spørge de hinanden ad.

Da Fortælleren med Sukket
      Munden lukked,
      Jøden hastet
ud i Nattens Mørke var.
Hurtig som en Skygge, over
Ørknen sig den Gamle vover.
      Han ei rasted
før han ved dens Ende var.

Der, hvor ensom Palme runden
      er af Grunden,
      Jøden graver.
Ved dens Rod hans Skat er gjemt.
Han med den vil didhen drage,
hvor han Friheds Lyst kan smage.
      Mellem Slaver
skal ei Guldet ligge glemt.

"Er det sandt, at Landet findes,
      hvorfor bindes
      her da længer?
Jeg vil følge Svalens Flugt.
Ørknen med min Fod jeg tvinger,
Havet med en Snekkes Vinger.
      Hist jo trænger
mig imøde Orans Bugt?"

"Hvad kan Bølgerne, at trille
      did de ville,
      vel forhindre?
Voven, født ved Afrika,
fra at dø paa Thules Fjære?
Skulde Mandens Vilje være
      endnu mindre?
ei saa fri som Bølgen da?"

"Friheden maa gjæstfri være,
      den maa bære,
      i sit Hjerte
Kjærlighedens blide Ild.
Ved sin Arne maa den gjerne
see en Fremmed fra det Fjerne,
      og hans Smerte
dække med sin Ære til."

"Frie vil med Fri forene
      sig alene.
      Derfor stunder
jeg til frie Nord afsted . . ."
Røsten hen i Ørknen døde.
Fjernt han sees i dens Øde
      bøjet under
Skattene, som fulgte med.



Et af disse Grændsefjelde
mellem Nor- og Svea-Vælde,
lignende snart grønne Volde,
snart uhyre staalblaa Skjolde,
      springer pludseligen op
      i en skaldet sylspids Top.

Ha, hvad sidder der en Morgen?
Ørnen ejer ellers Borgen.
Hvidt var Hov'det, kulsort Kroppen,
som nu raged op fra Toppen.
      Har amerikansk Kondor
      jaget bort sin norske Bro'r?

Denne skrigende omcirkler
Fjeldets Tind i vide Snirkler.
Dens Erobrer sidder stille,
som en Knap paa Taarnets Pille.
      Punktet i det klare Blaa
      Ørnens Herre være maa.

Ja, et Menneske tilvisse
Punktet er paa Tindens Spidse.
Ha, den mauritanske Jøde
der, i Grændseørknens Øde?
      Det er ham! Sin tunge Skat
      har han træt ved Foden sat.


Hvor sørgmodige hans Blikke!
Derfor Ørnen slaaer ham ikke.
Fulde de af Taarer flomme.
Thi han maa ei længer komme.
      Moses liig paa Kanaan,
      stirrer over Landet Han.

Ak, hvor stirrer han paa Landet,
fra hvis Dale han er bandet!
Ømt, som Moses' Blik Jordanen,
Glommen fulgte Mauritanen
      til dens klingeklare Løb
      dulgte sig i Fjernets Svøb.

Ogsaa ham, skjønt saa bedaget,
Frihedsdrømmen har bedraget.
Ak, hvor mangt et fyrigt Hjerte
finder ei, med Jødens Smerte,
      Maalet, da det grebes just,
      som en Boble sønderknust.

Ned er ei den gamle Jøde
kommen end fra Klippens Øde.
Nordenvinden nu maa kule
frit igjennem Øjets Hule.
      End han sidder der kanskee,
      Døden liig foruden Lee.

Op at lede efter Guldet!
Det maa ligge der paa Tinden.
Op gesvindt, gesvindt, forinden
Ravnen stjæler det til Kuldet!
      Jøden vilde jo betalt
      Norge Friheden med Alt?