Tidselskjægplukkeren
Se den umaadelige Tidselhedes røde urolige Hav! Som Sjø-
drevets Skum flyver Fnokket fra de Talløse, som nu, ligesom
fortvivlende over sin Visnen, blegnede drage sig i Dybet. Nye
Millioner skyde atter frem, væltende flammende Bølger foran
Vinden.
En graahærdet Bonde saaede jo der en Ager til med Vel-
signelser, og slog fromme Kors derover? Kan der voxe For-
bandelser af slig Sæd?
Men se, midtopaf Tidselhavet stikker en Drengs Hoved lige-
som en Druknendes! Ved Daggry gik han ud forat tilintetgjøre
sin Faders Fiender, Tusinderne med de pralende kobberrøde
Tidselhjelme, og forat plukke Fjærene af dem til sin Bedste-
moders Pude.
Den lille Helt! Hvor han mejer og arbeider! Han synes
ikke at føle den stigende Sols Straaler. De maa være svale
imod hans Kjærlighed. Umættelige speide hans Øine over Heden.
Hele dens Rigdom af hvid Duun vil han plyndre før det bliver
Aften og den gamle stunder til Hvile. Tornene ere røde af hans
Blod. Fremad stunder han, skjøndt han med hvert Skridt kan
sætte Foden i en Slanges svulne Ringe under de tætte Blade.
Allerede er Middagssolen stegen højt over Skoven. Skyggen
er voxet bag ham som den Feiges Mod, der seer sig ubemærket;
og endnu seer han Heden fuldvajende af Tidsler rundtomkring
den lille Kreds, han har røddet.
Ak, ogsaa denne synes forsvunden som en Hvirvel i Havet.
Eftermiddagsvinden reiser nye Tusinder iveiret som Slaver trod-
sende paa Mængden. Han lader Hænderne synke. Vinden bort-
fører Mesteparten af hans samlede Duun, og blæser ham nye
forbiflyvende i Ansigtet.
Ak! Saa frugtløs er Menneskekjærlighedens Idræt, at ville
bekjæmpe Lidelserne. De ere talrige som Lasterne, hvis talløse
flammende Tidselhoveders Henblegnen de ere, saa Sjeleverdnen
seer ud som denne Hede, fuld af Millioner blomstrende og bleg-
nende. Ve! hvad Forgroen i disse Menneskesjele! Lad Døden
rødde i det vilde Paradiis!
Fremmed Sorg være som det flyvende Tidselskjæg, høit værd
Umagen at vende Ryggen til! Kun een Engel er bleven Men-
nesket trofast: Ligegyldighedens vingeløse, med de døde Øine,
de fede Kinder og det selvbehagelige Smiil, saaledes som alle
Engle, undtagen Rafaels, ere malte i Kirkerne. Den fører dig
forbi Lidelsen, med bortvendte Øine, som forbi en forbandet
Saltstøtte. Al din Styrke forat lette den vilde dog kun være som
et Barns Arme, slyngede om Støtten forat flytte den.
Se, Himlene ere højtophvælvede over Jorden! Skulde deres
Salighed forstyrres af Skriget af dens Jammer, Bulderet af dens
Daarligheder? Fryd dig ved Agrenes Skjønhed; men glem, at
pjaltet Kummer oppløjede dem! Beundre Borgenes Kuppler;
men tænk ikke paa, at de ere Hjelmene om Tyranniets røde
Hoveder!
Ak! Bedstemoderens Kjærlighed vil jo udfylde Resten af
Drengens stedse hungrende Pose, hvori Dunene skulde samles?
Dens Rigdom er svunden ind til en Snebolds Størrelse; dog vil
hun tage den grædende Dreng til sit Hjerte og Dunene under sit
Hoved, og sige, at de have udaandet himmelsk Søvn om hendes
Ledemod.
Arbeid derfor trøstig som Drengen paa Tidselheden! Hans
Øine vilde jo afplukke den hele, skjøndt hans Arme kun rakte
den hele Dag over en Kreds, af Tvermaal som deres Længde.
Gud regner heller ikke meer end Viljen. Naar din Kind blus-
ser af retfærdig Harme, komme andre Engle end hiin foran-
hoppende Frø, ligesom paa et antændt Signal, ligesom om Med-
følelsens Flammeblik var Frimurertegnet mellem Sjelene og de
Himmelske. De samme komme, som i Gethsemane aftørrede
Blodsveden, og knælende opsamles ogsaa Dryppet fra din Pande
til at blive Stjerner i den Himmel, hvori din Aand skal bo, og
hvorifra de mørke Dynger af Arbeidets Dage skulle synes den
som fjerne Viinhøje glindsende i Solskinnet.
