National-divertissement

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk
PAA STOCKHOLMS THEATER,

PAA HS. MAJESTÆT KONGENS REGJERINGS-JUBILEUM

DEN 6TE FEBRUAR 18431.[1]


Hymne af Folket.


Du, som med Krands af Stjerner Issen fletter
      i Seklers Sekel, Støvets Hyldning tag!
Du længe har bevaret Nordens Ætter
en Faders Liv, Du deres Bøn opfyldte
      saa hør og deres glade Lov idag.

Fra Vintrens Land til Himle solforgyldte
      vor Lovsang bryd i glade Samklang ud!
Du Døden giver, Livet Du besjæler,
Du Kongers og Nationers Lod uddeler --
      beskyt da Sveas Drot og Folk, o Gud!


Chor.


Carl Johan, Hil Dig! Paa Sølvlokkers Bølge
      Kronen Du bærer, som raktes Dig frit.
Møjer og stolte Bedrifter Dig følger;
Ei blot med Aarene øges Besværet,
      Kjærlighed ogsaa: dens Vælde er dit.


Carl Johan, Hil Dig! Du kraftig og æret
      fører det Scepter, som Folket Dig gav.
Tiden kan Kjærlighedsbaandet ei spilde --
Frie de nordiske Lande sig bilde
      end i det frie, det nordiske Hav.


En Bonde

(i Skaansk Dragt).

(Mel. Dybt i Havet osv.)


Svenske Bonden arved svenske Grunden;
      men han arved og Fædres Sind;
stor i Gjerning, aldrig stor i Munden,
      lægger han fast paa Troskab Vind.
Ploven vender han med Kraft end lige seig,
Herre er han selv end paa sin Odelsteig,
      ei tilthings har han Tunger to,
      sin kaarne Konge elsker han saa tro.

Se fra Lapland lige ned til Skaane
      samme flinke og raske Iid!
Aarets Væxt bestemmer Sol og Maane,
      og dernæst jo og af Bondens Flid.
Alt fra smeltet Snefan skyder Grøden godt,
gamle Bondemænd omkring sin gamle Drot
      for en Fremtid da sørge ei,
      men hviske: "endnu lever gamle Frey."


En Lap.
(Mel. Spring, min snella ren!)


Glædens Straale klar
Lappens Fjeld har naae't.
Han sit Rensdyr har
og sin Hytte blot;
men ved frossen Pol
seer han Midnatssol.

Nye Vinger Han
har paa Skien faae't
Smigre ei han kan,
men velsigne blot,
og blandt Sne og Lyng
synge for sin Drot.


En Normand.
(Mel. Der holdes Thing i Oslo By.)


Fra Dovrefjeld jeg Hilsning bær,
      fra Brødrene bag Fjeld i Vester.
Der feirer Nora, Svea her,
      med samme Glæde samme Fester;
thi Helten med et Haandslag har
forenet Nordens Tvillingpar.

Om Stockholm som om Agershuus,
      om Østersø og Vestervoven
sig hvælver Himlen lige lys,
      med Karlsvogn og med Nordlys oven.
Og frie Mænd de vide bedst,
at Konningens er Folkets Fest.


En Morakarl.
(Mel. Gammel Dalvise.)


I Dalerne boede, i Dalerne boer
      blandt Armod end Troskab og Ære,
en Slægt, som vil holde den Eed, som den svoer,
      og Pile i Vaabenet bære.
Den blander med Bark ikke sjelden sit Brød;
men mægtige Herre fandt Hjælp i sin Nød
      hos Dalernes fattige Sønner.

Og Engelbrecht, Vasa -- vi hørte dem til,
      vi fulgte dem kjække i Striden.
Vi Carl Johan følge, om Han det saa vil,
      dog takke vi Hannem for Freden.
Da ryddes vor Skov, og da voxer vor Høst,
forstyrret blier ikke da Arbeidets Lyst
      for Dalernes lyklige Sønner.


En Soldat.

(Med Chor.)

(Mel. Af Svante Sture og Märtha Lejonhufwud.)


Soldaten han elsker sin Drot og sit Land,
      han vover sit Liv ufortrøden.
Med Æren i Brystet, Musketten i Hand
      marscherer han kjæk imod Døden.
Svenskt Mod og svenskt Staal tage let ikke Rust,
den svenske Soldat vil nok findes paa Post.
      "wer da?" -- det er Svensken som spørger.

Og skralder Trompeten til Opbrud -- Velan!
      Kamprustet staaer Normannahæren.
Den kjender den Helt, som gaaer graanet foran,
      ei Leipzig er glemt og Groszbeeren.
Ja! kommer vor Fiende i Skudhold engang,
det har ingen Fare, skjøndt Freden er lang,
      ei klikke de svenske Geværer.


En Bjergmand og en Sømand.

(Vexelsang.)

(Mel. Gammel Folkevise.)



Bjergmanden


Svinger jeg Hamren i dybeste Schakt,
      Natten blot seer mine Tanker;
men af den Malm, jeg i Dagen har bragt,
      smedder dog Haabet sit Anker.


Sømanden


Anker jeg heiser. Mig kjender mit Hav.
      Guulblaat mit Flag er paa Bølge.
Vikinger vare fra Oldtiden af
      Fædrene. Jeg vil dem følge.


Begge


Kraftige Mænd fordrer Bjerget og Søen.
      Veklinger bort fra dem begge!
Bølge og Bjerg favne skandiske Øer.
      Leve vort Seil og vor Slægge!


En Wingåkersjente.
(Mel. O Wärmeland, du skjønne osv.)


Hvor Fosskallen spiller for Skov og Elve blaa,
      min gamle Faders Stue staaer paa Stranden;
men Skovene suse: de Sagn fortælle saa
      om Svea Folk med Hvisken til hinanden.
Det gjæve Folk er godt i sin inderste Rod,
og gaaer man det imøde, saa kommer det imod,
      og saa man vinder meer end halve Vejen.

Jeg er vel blot en ringe Vingåkersjente jeg,
      at synge hverken ombedt eller tvungen;
men synge en Vise idag, nu hvorfor ei,
      om saa det var for selve gamle Kongen?
"Den Konge han er tapper, den Konge han er god;"
nu har jeg sjunget Visen saa godt som jeg forstod:
      Lad den af Andre bedre blive sjungen!


Recitativ.


Nu kommer, Venner! inden Festen naaer
      sin Ende og dens glade Timer svinde.
Se, mellem os vor Konges Billed staaer!
      En Laur- og Eegløvskrands til det vi binde!


Chor.

(Omkring Kongens Buste.)

(Mel. God save the King.)


Lauren og Eegløv tag,
Drot paa din Sølverdag
      her af vor Haand!
Aldrig var Kronens Glands
      skjøn som hans Hæderkrands,
flettet med vor og Hans
      Kjærligheds Baand.


Enkelt Stemme.


Kjærlighed fletter den,
binder den om igjen
      Vinter og Vaar.
Aar hen som Dage flye,
      useete Dage grye,
Troskabens Nyaarsny
      straaler hvert Aar.

Gud vogte Landets Fa'r!
Qvellen af Stjerner klar,
      hvælver sig skjøn.
Synger da end i Qvel:
      "Gud gjør vor Konge sæl!"
Echo fra Dal og Fjeld
      toner vor Bøn:


Chor.


Bevar Gud vor Drot
(o. s. v. Oversættelsen af God save the King.)

Fotnoter

  1. Foran dette National-Divertissement, som er bleven opført mangfoldige Gange under stormende Tilløb, fremsagdes paa Festaftenen en Prolog til Operaen Ferdinand Cortez, som derefter blev opført, men hvilken her udelades som ikke vedkommende det egentlige Nationaldivertissement.