Paa syttende mai

Ræk mig din Haand, min Fiende!
      ræk mig din Haand idag,
at vi i Fred kan minde
      vort fælleds Norges Sag!
Lad dagligdagse Rynke,
      den Hverdagspandens Skye,
i Jubelbægret synke!
       -- ak, kun et Jevndøgn flye!

Mon Seier hjem vi bare,
      hvis ei i vort Geled
vi mægted at bevare
      i Frihedskampen Fred?
Og nu idag mon Glæden
      ei Folket mønstre skal,
at sorgfuld Frihed Kjæden
      kan finde stærk paa Val?

Baron, hvis Klinge boner
      saamangen Borger-ryg,
mon dine Escadroner
      (de Majens lede Myg)
slig Pragt-Revy udhvifte,
      som disse Rækker, der,
naar Frihed byder, skifte
      Mai-Bægeret med Spær?

Idag Norbanners Flige
      indstænge hele Nor,
to Rosenkrandse lige,
      en Gud om Folket snoer.
Du Arme, hør, den Rige
      idag er nævnt din Broer.
Fra Hatten Krandse siige,
      hvor ellers Fjeren groer.

Kun Du, hvis Hænder skinne
      af arme Bønders Sved,
Du, i hvis Rynker rinde
      Arm-Enkers Taarer ned,
gak bort til Syndepulten,
      og sørg i tause Krog!
Idag er Den ei sulten,
      hvis sidste Leiv Du tog.

Og Du, hvis Sværd vil skræmme
      den jublende Nation,
hold Dig idag kun hjemme,
      du blodige Baron!
Din Hjerne ikke fatter
      (fortrykket af Chako'n)
den Frihed, som med Latter
      kun seer en Escadron.

Den sorte Borgerhatten,
      som skygger lyse Blik,
der, Stjerner liig i Natten,
      besee den Skat, vi fik,
Baron, dig let kan gjøre,
      som forhen, mørkeræd,
saa vi en Daad faae høre,
      som Morgnen rødmer ved.

Fra Festen bort, I Trælle!
      Pak jer i Eders Vraa!
Vi vare lige sælle,
      om I bag Mosen laae.
Et Spottensbæger svælge
      den jublende Nation!
Thi I, thi I kan sælge
      jert Land for en Galon.

Spænd Norges Banner over!
      Det er et Folketelt.
Se, bag dets røde Vover
      der lyner Kniv i Belt!
-- Ha, kast den! Hvo kan hade
      ved Majens Himmelbryst?
i Million af Glade,
      af Himlens Frihed kyss't?