Scene paa Christiania theater
HAGBARTH, juridisk Student.
EN MODER
MARIE, hendes Datter.
STUDENTER
(Scenen forestiller Hagbarths Værelse. Over Bogreolen et Par korshængte Sabler. Kongens Büste paa en Piedestal. Et Laurbærtræ og to blomstrende Rosentræer paa et Sidebord.)
(flyttende de sidste Bøger væk idet Teppet gaar op).
-- -- Se saa! Nu bort med Schweigaard og med Stang
med Tingsret, Huusret og det hele Væsen,
som kanskee gjør en lærd Jurist ved Læsen,
men høist uduelig til Digt og Sang!
Dog har idag min Pen for første Gang,
skjøndt ellers kun til tørre Gloser skaaren,
mig gjennem Poesiens Skyer baaren,
og Digter blev jeg ved mit Hjertes Trang.
Madam?
Ah, Jomfru, De?
Nu, Herr Student?
Jeg har et Ønske . .
Saa vær det bekjendt!
Her kommer nogle Venner . .
Intet Andet?
Velan, jeg sikkrer for, at kogt er Vandet,
og Lys i Overflod skal være tændt.
Tak! Tak!
Aa, ingen Aarsag! langtifra!
Det er jo Kongens Fødselsdag, den Godes;
og kan, Hr. Fætter, det Dem undre da,
om saadant Ønske, halvqvædt kun, forstodes?
(rækkende hende Haand.)
Maria! --
Hagbarth!
O, Maria, ret!
Gid altid Du forstod hvad halvt er kvædt!
(Seende efter ham.)
Aha! -- Men nu er ikke Tid at grunde
paa Sagn af flygtige Minutters Munde.
Kom, Moer! kom nu, og lad os ordne lidt,
skjøndt første Gang hos Hagbarth jeg opdager,
at Bøgerne er væk, og at hans Sager
er nogenlunde komne Hvert til Sit.
(En borgerlig klædt Kone er kommen ind under sidste Replik.)
Først Kongens Büste!
Ja! Og staa den skal
paa gamle Snorre som Piedestal.
(Forandrende det.)
Nei, opslaaet bør den ligge: der just aaben,
hvor det i Hakon Gamles Saga staar,
at han helbredte Borgerkrigens Saar
og knuste Brødres blodbesprængte Vaaben.
Mon Hagbarths Faders Sabler -- de derhenne --
korslagte ikke skulde pryde smukt?
Nei nei, mit Barn; de brugtes jo i denne
Fostbroderkrig, som Kongen selv har slukt.
(Gjørende til hver Strofe, som hun siger.)
Saa vil en Green jeg af min Laure bryde
og dermed Kongens ædle Tinding pryde,
og mine Roser, just i fulden Flor,
jeg om hans Hjerte i Guirlander snoer,
og mellem alle disse simple Smykker
et Kys jeg paa den Ædles Pande trykker.
af Moderen. Hagbarth og hans Venner træde ind
Velkommen!
Ah, hvor smukt!
O Tak, Veninder!
Idyllisk Digt er denne Rosengreen,
som blomstrende om Kongens Bryst sig vinder.
Og første Strofe jeg af Epopeen
til Heltens Priis i denne Laure finder.
Mit Digt er mat mod disse Tanker i
Marias Blomsters tause Poesi.
Et Digt?
Maria, ja! og Du bedømme
om jeg kan elske eller kun berømme.
(Trædende frem.)
Kunde jeg, som Solen letter
høit sig over viden Land
og med første Straale sætter
Alpers Tinder først ibrand
i en Krands om dunkle Sletter . .
kunde jeg nedblikke over
Folkets tusind Issers Vover,
vilde Blikket først nedglide
paa de gamle Gubbers hvide.
Mændene paa femti Aar,
hyllede i Dunkelheden
af de friske mørke Haar,
vilde jeg ei se derneden.
Synet heller ikke trængte
først ifra sin Høide ned
til de Mænd paa Sexti, med
sine Lokker graatbesprængte.
Gubber selv paa Sytti vilde
ei mit Bliks Beundring hilde;
men, som Tinderne, hvem Solen
skinner paa fra Midnatspolen,
vilde hine hvide, faa
Ottiaarige fremrage
og mit frie Øje paa
sin Ærværdighed hendrage.
O idag, I Norges hvide
Gubber! o idag, idag,
jer Triumfdags Timer glide
henad Himlens Stjernetag.
Hver en Gubbe, sølverhaarig,
som i Aar er ottiaarig,
siger smilende idag,
glattende de hvide Haar:
"Børn! se Jeg er Kongens Jevning!"
og med fyrig Stolthed slaar
Blodets svage svale Levning
endnu nogle raske Slag.
O hvad Scene!
O hvad herligt Syn at se:
Folket bedende paaknæ,
saaat Carl Johan alene
kneisende som Konning staar
mellem dem paa otti Aar!
O, hvi fyldes mit Øje med Taarer ved dette Syn: den otti-
aarige Konge mellem Folkets Ottiaarige? kun de hvide Isser
over Folkets knælende Mængde? Er det ikke skjønnere, end
om de stode der om ham som ung Prinds, med Vaabnene ud-
strakte, som Birkebenerne om Hakon? . . . Hakon! O liflige
Ord, kling igjen! Thi tre Hakoner have velsignet Norge, og
Gud har ladet Hakon den Gamle, som forligede de blodige
Bagler og Birkebener, komme forherliget igjen i Carl, i Carl
Johan, som forligede de to blodige Sønner af samme Moder:
Bagger og Svear.
Derfor Bønner op fra Norden
stige tættere idag
end fra Skyens tætte Lag
Sneen daler over Jorden.
De i Herrens Skjød (høilovet!)
falde og sig sammensamle,
og Han vil dem sende ned
over Carl Johans det gamle,
laurbærkrandste, elskte Hoved
som Velsignelser og Fred.
O, ere Folkets Velsignelser hans Livs søde Næring? Eller
ligge hans Livs Rødder i hans egen Sjels Menneskekjærligheds
Varme, saa de ere evig unge? . . . . Tilhest! Den gamle Konge
er tilhest! Nu knæler hiin Kreds af Folkets Ottiaarige og dets
Mænd reise sig . . Det røde Banner flagrer om ham . . Løven
flammer . . Afsted! Hil! Hil! Normannakonning, Hil! . .
Haanden hviler fast paa Sværdet,
Øjet over Folkefærdet.
Kongen speider. Han opdaget
Nøden har, som tyst har klaget,
men som nu i Hyttens Dør
smiler ved hans Syn som før.
-- Ædelhjerte, har Du fundet
endelig din sidste Fiende?
ham, som Du imøde stunded,
ham tilsidst at overvinde?
Kongens Øje funkler saa,
sig i Rødme Kinden bader,
Haanden Sværdets Tag forlader,
arme Nød dens Hjælp at naa!
O, Folk! Guds Miskundhed er skeet med dig og din Konge:
at dine Ældste endnu besidde ham, som de i sin Ungdom elskede.
O Konning, om Du drog dit Sværd, skulde ikke det Mirakel
ogsaa ske, at det udsprang i Blomster? Laurbæret grønnes jo
om dets Hefte? O Konning, trin ind i Hytten! Den vil være
strøet med Skovens Eviggrønt af dens fattige Ejer, og den otti-
aarige Bedstefader vil reise sig og sige: "min Konge, hvil her!
Velsign mig! Jeg gaar foran herfra."
Ja Gud velsigne Carl Johan,
den gode gamle Herre!
Gud signe gamle Norges Land!
Det vil ham ei undvære.
Her er ham Hjerterne saa tro,
her kan han trygt i Hytten bo,
som midt i Carleborgens Ro,
den gode gamle Herre.
Ak, naar til Himlens Stjerneborg
den gamle Helt vil flytte,
da blier i viden Norrig Sorg
i hvert et Huus og Hytte.
Han elsket er paa gammel Viis;
det blier et Allemands-Forliis,
naar gamle Carl med Paradiis
sin Kongestol vil bytte.
Da Norrige i Marmor hvid
sin elskte Drot vil skjære.
Gestalten af en Haraldid
skal højen Sokkel bære.
Paa Panden hviler Aand og Iid,
om Munden leger Ømhed blid,
i Sekler stimler Folket did,
hans elskte Træk at lære.
Ja signe Gud vor Carl Johan,
den gode gamle Herre!
Han strøet har om Norges Land
Glands af sin Sejerære.
Og fra hans rige Hjerte flød
der Lindring i den Armes Skjød.
Han skar den Arme mangt et Brød,
den gode gamle Herre.
Thi dale let, som Sneens Duun
ved klaren Himmel falder,
hver Time mild og blid og luun
ned paa hans Hoveds Alder!
Til Oscars Hjerte trykket tæt
den blide Engel finde det,
som søger Carl, naar Guds Basun
til Himmelen ham kalder!
Merknader
- ↑ 4de Vers blot fiirstemmigt.
