Sinklarvisen

Hr. Sinklar drog over salten hav,
til Norrig hans kurs monne stande;
blandt Gudbrands klipper han fandt sin grav,
der vanked saa blodig en pande.

Hr. Sinklar drog over bølgen blaa,
for svenske penge at stride:
Hjælpe dig Gud; du visselig maa
i græsset for nordmanden bide.

Maanen skinner om natten bleg;
de vover saa sagtelig trille;
en havfru' op af vandet steg,
hun spaa'de hr. Sinklar ilde.

"Vend om, vend om, du skotske mand!
Det gjælder dit liv saa fage;
kommer du til Norrig, jeg siger forsand,
ret aldrig du kommer tilbage." -

"Led er din sang, du giftige trold!
Altidens du spaar om ulykker;
fanger jeg dig engang i vold,
jeg lader dig hugge i stykker." -

Han seiled i dage, han seiled i tre
med alt sit hyrede følge;
den fjerde morgen han Norrig mon se,
jeg vil det ikke fordølge.

Ved Romsdals kyster han styred iland,
erkjlærede sig for fiende;
ham fulgte fjorten hundrede mand,
som alle havde ondt i sinde.

De skjændte og brændte, hvor de drog frem;
al folkeret monne de krænke;
oldingens afmagt rørte ei dem,
de spotted den grædende enke.

Barnet blev dræbt i moderens skjød,
saa mindelig det end smiled;
men rygtet om al denne jammer og nød
til kjernen af landet iled.

Baunen lyste, og budstikken løb
fra grande til nærmeste grande;
dalens sønner i skjul ei krøb,
det maatte hr. Sinklar sande.

"Soldaten er ude paa kongens tog,
vi selv maa landet forsvare;
forbandet være det niddeingsdrog,
som nu sit blod vil spare!"

De bønder af Vaage, Lesje og Lom
med skarpen økse paa nakke
i Bredebygd tilsammen kom,
med skotten vilde de snakke.

Tæt under lide, der løber en sti,
som man monne Kringen kalde;
Laugen skynder sig der forbi,
i den skal fienden falde.

Riflen hænger ei mer paa væg,
hist sigter graahærdede skytte;
nøkken opløfter sit vaade skjeg
og venter med længsel sit bytte.

Det første skud hr. Sinklar gjaldt.
Han brøled og opgav sin aande;
hver skotte raabte, da obersten faldt:
"Gud fri os af denne vaande!" -

"Frem bønder! frem I norske mænd!
Slaar ned, slaar ned for fode!"
Da ønsked sig skotten hjem igjen,
han var ei lystig tilmode.

Med døde kroppe blev Kringen strød,
de ravne fik nok at æde;
det ungdomsblod, som her udflød,
de skotske piger begræde.

Ei nogen levende sjæl kom hjem,
som kunde sin landsmand fortælle,
hvor farligt det er at besøge dem,
der bor blandt Norriges fjelde.

End kneiser en støtte paa samme sted,
som Norges uvenner mon true.
Ve hver en nordmand, som ei bliver hed,
saa tidt hans øine den skue.