Tak for raphønen!

(TIL H. RASCH)

Skal vi sidste Mad fortære,
maa det Raphøns, Raphøns være,
Raphøns fyldt med Petersilje.

Kan jeg være vis derpaa,
lad saa kun tilhimmels staa!
Ske, o stærke Død, din Vilje!

Spørger Paradisets Kok:
"Nu, min Herre, hvad behager?"
-- "Raphøns! Nys jeg saa en Flok
pladske i en Manna-Ager."

Strax paa Timen en han bringer,
rund om Brystet med en Stump
Petersilje i sin Gump.
-- "Gaa, min Ven, nu til jeg ringer."

Delikat! Snart klinger Klokken.
Bukkende for mig staar Kokken.
"Hvad behager? Anden Ret?
Lækker Lamme-Cotelet
eller en Fasan-Ragout?"
-- "Nei, saalænge som jeg lever,
Raphøns, Raphøns støt for ever!
Raphøns altid og partout!
Derfor maa Herr Kok, jeg bede
om en Hønemor paa Rede
af lidt Grønt . . ."
       -- Den Kok for Kokker
-- tænk! han bragte Artiskokker.
Neppe saa paa jordisk Jagt
Pølse med en Dram har smagt.

Tredje Gang han kommer ind,
præsenterer Spisesedlen,
tror, at jeg har skiftet Sind.
Thi saa længe han har Kjedlen
med al Ære forestaaet
har ei saadant foregaaet
lige lidt i Paradis
som i Smagens Stad Paris.
Meget mere næsten værre
i at være variabel
er enhver til Stedets table
d'hôte fra Jorden kommen Herre.

Men til sin Forfærden Kokken
faar alvorlig dette Svar:
"Mon der ei en Kylling var
Mellem Hønsene i Flokken?

Bring mig den! Den var saa liden.
Flokken skal jeg spise siden."