Til Sverige.
Løft du dit gamle gule-blå;
ti det må bæres foran.
Nu vil ej Tysken ret forstå;
men ser han det, forstår han.
Forstår, at større fare fant's
end blæk på Bismarcks bukser,
at der må dobbelt leverance
af heste, folk og okser, -
at ti års vrøvl til dagligt mén,
som ingen kan få ret i,
nu bleven er til krig med én,
som har holdt ud i tretti, -
at Nordens stride folk er blet
fuldt enige på jorden,
som deres minner længst var ét
på himlen over Norden, -
at Gustav Adolf atter er
højmægtig glad påfærde;
men denne gang mod Tysklands hær
med Kristian den fjærde, -
at gammel tid med Håkon jarl
til Palnatoke iler;
- mens hos den stærke, blege Karl
står Tordenskjold og smiler, -
at vi, som har så godt forståt
at banke op hinanden,
vi skal just ikke bli' til spot,
når vi får slås tilsammen.
- Men du må foran gå i vej,
du spille må på bassen;
der følger sådan takt med dig,
og du er kent på pladsen.
Den gamle svenske melodi,
berømt i hele verden,
ej blot for hjærtets magt deri
fra Jennys æres-færden, -
men for det alvors dyb, der sang
på Lützens mark før slaget,
og for den fantasi, der svang
til vejrs i Narwa-braget, -
den, som du sang for hele Nord
om kraft og dyd herhjemme: -
nu må den i tre-dobbelt kor
blive til hoved-stemme!
Nu må den bære op et digt
om Herrens kald i folket,
af blodets billeder så rigt,
af flamme-skrift fortolket, -
og det skal kaldes: Nordens digt; -
af alle dine største,
som stråle vil evindeligt,
det nævnes skal det første.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer